Fly fra Ryanair og Wizz Air (foto: Mark Harkin | Creative Commons Attribution 2.0 Generic license.)

Ryanair og Wizz Air over 2019-niveau

Ryanair og Wizz Air transporterede begge flere passagerer i juni end i den samme måned i 2019. Ryanair har haft den højeste belægningsgrad, siden coronapandemien brød ud.

Juni har været en glimrende måned for både Ryanair og Wizz Air, der har haft masser af passagerer med på flyene i den første sommermåned.

Ryanair har haft sin travleste juni nogensinde med i alt 15,9 millioner passagerer i løbet af de 30 dage. Til sammenligning transporterede det irske lavprisflyselskab i alt 14,2 millioner passagerer i samme måned i 2019. Det er en stigning på 12 procent.

Junis passagertal var samtidig cirka 500.000 højere end i maj i år, hvor 15,4 millioner passagerer rejste med Boeing 737-flyene fra Ryanair.

Højeste belægning siden pandemi-begyndelse
Belægningsgraden hos Ryanair i juni var 95 procent, hvilket var det højeste, siden coronapandemien brød ud. I maj var belægningen 92 procent.

Ryanair forventer at transportere 15 procent flere passagerer i løbet af den igangværende sommer sammenlignet med samme sæson i 2019. I året frem til og med marts 2023, hvor selskabets regnskabsår slutter, forventer selskabet at transportere et rekordhøjt antal rejsende på 165 millioner. Det hidtil højeste antal årlige passagerer var 149 millioner før pandemien.

I løbet af de seneste uger har Ryanair været ramt af strejker blandt særligt selskabets kabineansatte i Belgien, Spanien, Portugal, Frankrig og Italien. Lavprisflyselskabet oplyste dog i sidste uge, at mindre end to procent af afgangene måtte aflyses i denne sammenhæng.

20 procent flere passagerer hos Wizz Air
Også Wizz Air har haft rygende travlt i juni. Det ungarske lavprisflyselskab havde 4,3 millioner passagerer i denne måned, hvilket var hele 20,3 procent flere end i samme måned i 2019, hvor 3,6 millioner passagerer rejste med selskabet.

Passagertallet for maj i år landede på 4,1 millioner, hvorfor lavprisflyselskabet altså transporterede cirka 200.000 flere passagerer i den første sommermåned sammenlignet med sidste forårsmåned.

Belægningsgraden i juni endte på 86,1 procent, hvilket var en anelse højere end i maj i år, hvor belægningen var 84,2 procent. Til gengæld var belægningen oppe på 91 og 86,2 procent i henholdsvis februar og marts i år.

I juni annoncerede Wizz Air nye ruter til Dammam i det østlige Saudi-Arabien fra både Rom, Wien og Abu Dhabi. Selskabet ønsker nemlig at styrke sin tilstedeværelse i kongeriget.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-boss: Flybilletter er blevet for billige

Wizz Air øger underskud til 4,8 milliarder kroner

Wizz Air: Op til 40 procent mere kapacitet end i 2019