SAS' første Airbus A320neo har fået navnet "Sol Viking". Foto: Morten Lund Tiirikainen

Sådan får SAS-flyene deres navne

Helt fra starten har SAS døbt sine fly efter blandt andre vikinger, høvdinge, opdagelsesrejsende, erobrere og runesten-billedskærer.

Gennem mere end 70 år har SAS fulgt en tradition om at navngive sine fly med “Viking”-navne såsom “Huge Viking” og “Dan Viking”.

Men hvorfor lige navne efter vikinger? Og hvem bestemmer, hvad et nyt fly i SAS-flåden skal hedde?

SAS' DC6-B, Torkil Viking, iklædt langskib med dragehoved-bemaling. Arkivfoto: SAS/PR

SAS’ DC6-B, Torkil Viking, iklædt langskib med dragehoved-bemaling. Arkivfoto: SAS/PR

Ifølge SAS blev vikingenavnene indført ved stiftelsen af SAS i 1946. Målet var at skabe en fælles skandinavisk identitet for det nyfusionerede selskab, som både Sverige, Danmark og Norge kunne relatere sig til. Derfor blev flåden opkaldt efter store skandinaviske vikinger og iført en bemaling med vikingelangskib og dragehoved.

”Da de nationale selskaber i Danmark, Norge og Sverige slog sig sammen i 1946, blev det besluttet, at SAS’ fly skulle navngives efter vikinger, for at afspejle den fælles skandinaviske arv,” siger Maria Gardefjord, manager lease management i SAS.

Det er Maria Gardefjord, som bestemmer, hvad et nyt fly i SAS-flåden skal hedde. Det har hun gjort lige siden 1999. Til CHECK-IN.dk fortæller Maria Gardefjord, at navnene findes “fra historiebøger, internettet og blandt tips fra kollegaer.”

Det første SAS-fly, som fløj fra Skandinavien til New York i 1946, en DC-4’er, fik navnet Dan Viking – opkaldt efter den danske sagnkonge Kong Dan, der menes at have givet navn til Danmark.

Således er SAS-fly siden 1946 blevet navngivet efter konger, høvdinge, opdagelsesrejsende, erobrere, poeter, runesten-billedskærer og guder i den nordiske mytologi. Blandt de navne, som SAS-fly har fået, har enkelte gjort sig særligt bemærket.

“SAS’ første Boeing 747, som fik navnet Huge Viking, gav på sin tid meget PR, eftersom ‘huge’ betyder ‘kæmpe’ på engelsk,” fortæller Maria Gardefjord til CHECK-IN.dk.

Ansatte bestemte navn på neo
I forbindelse med navngivningen af SAS’ første A320neo har Maria Gardefjord ikke været ene om at finde navn. Som en del af 70-årsfejringen lod SAS det være op til de ansatte, hvad det første af i alt 30 nye Airbus A320neo-fly skal hedde. Vindernavnet blev som bekendt Sol Viking.

Hele konceptet med at navngive fly stammer fra skibsfarten, hvor man altid har navngivet skibe. Med luftfartens udbredelse fulgte traditionen med over til flyselskaberne. Sidenhen er det dog langt fra alle selskaber, som har holdt fast i denne skik – men i SAS står man vagt om traditionen.

Derfor står Maria Gardefjord over for at skulle finde ikke færre mere end 30 navne, når selskabet i de kommende år modtager samlet 38 nye fly – 30 A320neo og otte A350-langrutefly.

Ikke alle navne er dog nye i den forstand, at navnet tidligere har prydet et SAS-fly.

Sol Viking, som er et helt nyt navn i SAS-regi, får således følgeskab af Silje Viking, Nokve Viking, Ellisiv Viking og Roar Viking, oplyser SAS. Heraf har de to sidstnævnte navne ifølge websitet scanliners.com tidligere prydet hhv. et MD81 og et DC-3-fly i SAS-flåden.