Vestjyllands Lufthavn set fra oven. Foto: Vestjyllands Lufthavn

Sætter dansk lufthavn til salg

Bestyrelsen i Stauning Lufthavn har besluttet at sætte lufthavnen til salg, da flere års arbejde med at skabe nye aktiviteter ikke har båret frugt. Der forventes afklaring inden sommerferien.

Midt imellem Ringkøbing og Skjern i det vestlige Jylland ligger den næsten 60 år gamle Stauning Lufthavn, der betjener både fly, helikoptere og droner.

I de senere år har den kommunalt ejet lufthavn forsøgt at skabe mere liv på baneområdet, men det er imidlertid ikke lykkedes. Derfor er tiden nu moden til at lade en anden aktør komme til. Det mener Jens Højland (V), der er byrådsmedlem og formand for Stauning Lufthavns bestyrelse.

”Gennem flere år har vi afsøgt mulighederne for at skabe nye aktiviteter i lufthavnen. Vi har været tæt på flere gange, men det er ikke blevet til noget i sidste ende. Derfor synes vi, tiden er inde til at lade en professionel aktør komme til,” siger han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Lufthavn er blevet opgraderet
Jens Højland mener, at der er masser af potentiale i Stauning Lufthavn i form af blandt andet off shore-aktiviteterne i Nordsøen.

Herudover er lufthavnen i de senere år blevet opgraderet med blandt andet et system, der automatisk holder øje med vind- og vejrforhold – ligesom et nyt system er implementeret til at holde øje med baneforholdene i lufthavnen. De nye systemer har rustet Stauning Lufthavn til fremtiden, og lufthavnen står stærkt i forhold til krav fra brugere og myndigheder.

Samlet set mener Jens Højland, at den vestjyske lufthavn, der har en 1.450 meter lang asfalteret bane, fremstår attraktiv for potentielle nye ejere.

Til salg via udbudsrunde
Et årligt tilskud på cirka to millioner kroner fra Ringkøbing-Skjern Kommune har i en årrække været afgørende for, at Stauning Lufthavn har kunnet holde sig flyvende.

Netop støtten fra kommunen har skabt en politisk debat om, hvorvidt der i fremtiden også skal komme støttekroner fra den kommunale pengekasse. Kristendemokraterne, Konservative og SF har stillet spørgsmålstegn ved, om det at drive lufthavn er en opgave for kommunen.

Bestyrelsen i Stauning Lufthavn har bemyndiget kommunen til, at den kan forberede en offentlig udbudsrunde i forbindelse med salget. En fremtidig ejer skal som et af kravene sikre, at der fortsat vil være luftfartsaktiviteter i lufthavnen.

Jens Højland forventer en afklaring inden sommerferien. Han tør ikke gætte på, hvor meget det skal koste at blive ejer af lufthavnen.

 

Relaterede artikler:

Jysk lufthavn ruster sig til fremtiden

Stauning Lufthavn får teknologisk løft

Vestjyllands Lufthavn øjner rute til CPH