Salget af erhvervsrejser faldet med 20 %

Danmarks største erhvervsrejsebureau Carlson Wagonlit Travel rapporterer om 20 % lavere salg i årets første to måneder.

Salget af økonomi- og Business Class flybilletter er faldet med lige omkring 20 % i januar og februar, mens Business Class billetterne stadig udgør en tredjedel af de erhvervsrejser, der købes.

Det er hovedkonklusionen i en øjeblikkelig temperaturmåling i erhvervsrejsemarkedet, som Carlson Wagonlit Travel har foretaget blandt egne kunder.

Sophie Hulgard

Adm. direktør Sophie Hulgard, CWT

Faldet i erhvervsrejseaktiviteten er stort. Der er ingen tvivl om, at danske virksomheder i øjeblikket gør alt, hvad de kan for at spare på rejseudgifterne, og jeg havde faktisk forventet, at flere ville spare ved at fravælge de dyre billetklasser,“ siger adm. direktør Sophie Hulgard fra Carlson Wagonlit Travel.

CWT´s tal viser, at 65 % af bureauets kunder i årets første to måneder rejste på økonomiklasse, mens 32 % rejste på Business Class. Der er tale om en marginal ændring på et procentpoint i forholdt til 2008, hvor 33 % rejste på Business Class.

Det fremgår ikke af CWT´s undersøgelse, hvordan fordelingen har været på traditionel economy class og premium economy class, som f.eks. SAS Economy Extra.