SAS åbner ni nye ruter i vinteren 2012/13

SAS åbner ni ruter i vintertrafikprogrammet 2012/13 og har rutenyheder fra København til Lodz og Alicante. Indtil videre har SAS åbnet og annonceret i alt 37 nye ruter i 2012/13. Det er det højeste antal i mange år, men kun hver fjerde af ruterne er til og fra Københavns Lufthavn.

SAS satte en kedelig rekord i 2009, da selskabet mistede 16,9 procent af passagertrafikken som følge af markante nedskæringer og rutelukninger. Det var rent faktisk den største tilbagegang blandt de 50 største luftfartsselskaber i verden.

Men nu er det skandinaviske luftfartsselskab tilbage på vækstsporet. I 2012 vil der blive åbnet i alt 37 nye ruter. Tidligere har SAS annonceret 28 nye ruter i sommertrafikprogrammet, og nu SAS netop løftet sløretfor nyhederne i vintertrafikprogrammet, der træder i kraft den 29. oktober.

Der lanceres ni nye ruter i vintertrafikprogrammet, heraf seks helårsruter og tre sæsonruter.

Lodz og Alicante fra København
Fra Københavns Lufthavn bliver der fra 29. oktoberfast ruteforbindelse året rundt til den polske by Lodz samt fra den 3. novembertil Alicante i Spanien. Herudover åbnes en sæsonrute til Kiruna i den allernordligste del af Sverige.

Det norske marked begunstiges af to helårsruter, der dog ikke udgår fra Oslo. Første rute er fra Trondheim til Málaga med start den 3. november, mens den norske olieby Stavanger får direkte forbindelse til Stockholm fra den 28. oktober.

Netop fra Stockholm åbnes en helårsrute til Birmingham, mens Göteborg får direkte flyforbindelse til Málaga hver lørdag året rundt. Fra Stockholm åbnes der endvidere sæsonruter til Innsbruck og Las Palmas.

Norsk marked får halvdelen af nye ruter
Ser man på fordelingen af samtlige 37 nye ruter mellem de tre skandinaviske markeder, er der en klar ubalance. Det norske marked har fået 18 nye ruter, hvilket svarer til halvdelen, mens Sverige og Danmark må dele den anden halvdel.

Til gengæld er Københavns Lufthavn godt med, hvad angår helårsruter. Af samlet 17 nye helårsruter er ialt otte af disse med udgangspunkt i Skandinaviens største lufthavn i Kastrup.

“At halvdelen af vores nye helårsruter udgår fra Københavns Lufthavn understøtter vores hub-strategi,“ forklarer Per Møller Jensen, Vice President Brand, Marketing & EuroBonus hos SAS.

Det er også værd at notere sig, at SAS satser markant på nye ruter fra Bergen, Stavanger og Trondheim, mens Oslo kun er udgangspunkt for fire ud af de samlet 18 nye ruter.

“Der er i Norge et stærkt marked for sæsonruter til fritidsrejsedestinationer. En god sommerrute kan godt stå på egne ben, og vi nar netop kapacitet i sommerhalvåret fra blandt andet Bergen og Stavanger,“siger Per Møller Jensen.

SAS-ruteåbninger i 2012

Rute Første afgang
Danmark
København-Shanghai 01MAR12
København-Kaliningrad 25MAR12
København-Katowice 26MAR12
København-Málaga 31MAR12
København-Split (S) 12MAJ12
København-Tel Aviv 04JUN12
København-Dubrovnik (S) 04JUL12
København-Lodz 29OKT12
København-Alicante 03NOV12
København-Kiruna (S) 20DEC12
Norge
Oslo-Faro (S) 26JUN12
Oslo-Antalya (S) 01JUL12
Oslo-Gazipasa (S) 03JUL12
Oslo-Prag 30AUG12
Stavanger-Nice (S) 24JUN12
Stavanger-Split (S) 25JUN12
Stavanger-Barcelona (S) 28JUN12
Stavanger-Palma (S) 29JUN12
Stavanger-Paris 27AUG12
Stavanger-Stockholm 28OKT12
Bergen-Manchester 06JAN12
Bergen-Málaga (S) 23JUN12
Bergen-Split (S) 25JUN12
Bergen-Barcelona (S) 28JUN12
Bergen-Palma (S) 29JUN12
Trondheim-Barcelona (S) 02JUL12
Trondheim-Nice (S) 04JUL12
Trondheim-Málaga 03NOV12
Sverige
Stockholm-Barcelona 25MAR12
Stockholm-Dubrovnik (S) 25MAR12
Stockholm-Málaga 31MAR12
Stockholm-Keflavik (S) 22JUN12
Stockholm-Alicante 26JUN12
Stockholm-Birmingham 28OKT12
Stockholm-Innsbruck (S) 10JAN13
Stockholm-Las Palmas (S) 30OKT12
Gøteborg-Málaga 03NOV12

(S) = sæsonruter