Airbus A330-200 fra Air Greenland i Kangerlussuaq Lufthavn.

SAS: Air Greenland-samarbejde to år undervejs

Mens SAS ikke har tid til at etablere interline-samarbejde med Alsie Express, så har selskabet netop indgået et tilsvarende samarbejde med Air Greenland.

Det vakte uden tvivl opsigt på Als, da Air Greenland og SAS i sidste uge kunne præsentere et nyt interline-samarbejde. For hos Alsie Express har man fået besked fra SAS om, at det store skandinaviske luftfartsselskab på nuværende tidspunkt ikke ser sig i stand til at etablere et lignende samarbejde med alsingerne, der siden 17. juni har fløjet på ruten mellem København og Sønderborg.

SAS er i gang med en enorm omlægning af sine it-systemer, og derfor har selskabet ikke ressourcerne til at få lavet den it-integration, som er nødvendig for at SAS’ og Alsie Express’ it-systemer kan snakke sammen. Noget der er nødvendigt for at få et interline-samarbejde til at fungere.

Interline-samarbejder handler blandt andet om at gøre det muligt for passagererne at rejse først med det ene og så videre med det andet selskab uden at skulle bekymre sig om sin bagage. Den bliver checket ind hele vejen til slutdestinationen.

Op til to år
Alsie Express og dets støtter i det sønderjyske har dog ingen grund til at tro, at Air Greenland har fået et ja samtidig med at Alsie Express har fået et nej af SAS til etablering af interline-samarbejde. For arbejdet med Air Greenland har stået på gennem længere tid.

”Vi har haft Air Greenland i udviklingspipelinen i op til to år,” fortæller Simon Pauck Hansen, ansvarlig for partnersamarbejder i SAS.

Han forklarer, at udviklingstiden og omkostningerne er blevet markant lavere efter at man har valgt it-leverandør. Nu er det Atea, der står for det. Og det har fået tingene til at ske.