Aarhus Lufthavns direktør Peter Høgsberg (t.v.) og salgschef Michael Hansen fra SAS. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

SAS: Nu behøver jyderne ikke at rejse ud af Billund

SAS åbnede officielt fire nye ruter fra Aarhus Lufthavn mandag morgen, og det skandinaviske flyselskab lovede bedre muligheder for de jyske kunder.

Mandag morgen kl. 06.30 lettede en Bombardier CRj900 fra Aarhus Lufthavn med kurs mod Oslo som rutenummer SK1924. Flyvningen var den første med det nye basefly, der er et led i den store SAS-offensiv i den østjyske lufthavn.

Helt præcis 54 passagerer havde fundet vej til Oslo-flyet denne forårsmorgen, hvormed 60 procent af 90 sæder i flyet var solgt. Lidt bedre var belægningen på den officielle indvielsesflyvning, der fandt sted mandag formiddag, hvor rutenummer SK643 skulle afsted mod München Lufthavn. Her var der solgt omkring 70 pladser på flyet, der dog først forlod gaten kl. 10.00, hvilket var 25 minutter efter tidtabellen. Det afstedkom samtidig en forsinkelse på 25 minutter ved ankomsten til München, hvilket var forårsaget af tæt trafik i den sydtyske lufthavn.

Ved den officielle ruteåbning var SAS repræsenteret ved selskabets danske salgschef Michael Hansen, og han gav i sin korte tale udtryk for, at jyderne nu havde fået nye rejsemuligheder.

“Nu behøver jyderne ikke længere at rejse ud af Billund. Nu er det også muligt at rejse direkte til udlandet fra Aarhus Lufthavn eller via København på vores 10 daglige indenrigsafgange,” sagde Michael Hansen.

Første SAS-basefly ankommer fra Oslo. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

SAS flyver dog stadig til København, Oslo og Stockholm fra Billund samt til København og Oslo fra Aalborg.

Synlighed i Aarhus
Det var også en glad lufthavnsdirektør, der officielt kunne klippe snoren, da første fly til München skulle sendes afsted. Iført hvid skjorte, mørkeblå slips og tilsvarende habit, repræsenterede han i en vis grad erhvervslivets farver, men i ligeså høj grad AGF-farverne.

Den aarhusianske fodboldklub i Superligaen er om noget synonym med Aarhus, og Aarhus Lufthavn vil gerne være tættere på byen rent mentalt, selvom der i afstand er omkring 43 kilometer fra bymidten til lufthavnen på Ny Lufthavnsvej nær Stabrand.

Til det formål er indgået en tre-årig guldsponsoraftale med AGF, og denne sponsoraftale har en listepris på samlet 1,5 millioner kroner.

“Vi er stadig Aarhus’ nærlufthavn, og vi vil gerne endnu tættere på byen. Det kan et partnerskab med AGF bidrage til, og derfor glæder vi os meget over at blive en del af byens hold,” siger lufthavnsdirektør Peter Høgsberg.

Busbagsider og bycykler
Til sammenligning markedsfører de to øvrige jyske udenrigslufthavne sig også markant i Aarhus-regionen.

“Vi markedsfører os i Aarhus og fortæller at de kan køre op til Aalborg Lufthavn og parkere gratis. Vi har ikke skruet op for markedsføringen, og vedligeholder derfor det høje niveau, som vi har haft gennem syv år,” siger marketingdirektør Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Hun fortæller, at opgaven er at gøre lufthavnens gratis parkering kendt i Aarhus-området. Derfor laver man en fokuseret indsats på at få øst- og midtjyder til at køre til Aalborg.

Bycykler i Aarhus – sponsoreret af Billund Lufthavn. (Foto: BLL)

Udover traditionelle mediekampagner har Aalborg Lufthavn sponsoreret vejrudsigt på TV2 Østjylland, købt bagsider på bybusserne i Aarhus og har gennemført en seks ugers outdoor-kampagne i gågaden og på indfaldsveje til Aarhus.

Hos Billund Lufthavn understreger man, at der ikke forventes at igangsat nogle særlige aktiviteter som modsvar til den nye SAS-offensiv i Aarhus Lufthavn.

“Vi har i mange år bearbejdet det aarhusianske marked med en vedvarende medieindsats, som vi også bearbejder andre markeder. Vi har forlænget aftalen om sponsorat af bycykler, der er øget til i alt 100 cykler i år,” siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billlund Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Aarhus Kommune forfattede SAS-erklæring

Rickard Gustafson godkendte Aarhus-offensiv

SAS droppede Manchester-rute efter pres fra Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn indklaget for Konkurrencestyrelsen

Aarhus Lufthavn har skudt vækstår i gang