SAS-chef: Ingen nye langruter

SAS skal fortsætte med at reducere omkostningerne. Derfor står der ikke nye langruter på programmet, siger koncernchef Rickard Gustafson. Det er dårligt nyt for Københavns Lufthavns ambitioner om at blive Nordeuropas førende knudepunkt.

Det bliver ikke SAS, der kommer til at åbne nye langruter fra København og derigennem hjælpe lufthavnen med at indfri sin ”World Class Hub”-strategi. En strategider skal gøre København til et knudepunkt for nordeuropæisk lufttrafik og således bide skeer med Amsterdam og den nye storlufthavn i Berlin.

Langruter er omdrejningspunktet i skabelsen af et stærkt knudepunkt. Men SAS’ koncernchef Rickard Gustafson slår nu fast, at SAS ikke har planer om at udvide sit net af langdistanceruter.

”I øjeblikket er stærke partnerskaber for os nøglen til vækst på langruterne,” siger Rickard Gustafson til Air Transport World og peger eksempelvis på det joint-venture, som SAS, efter et helt års forhandling, netop har indgået med Singapore Airlines. Det handler om et samarbejde om styrkelse af eksisterende og etablering af nye ruter mellem Singapore og Skandinavien.

SAS står for 41 procent af trafikken i Københavns Lufthavn og omkring halvdelen af alle langruter til destinationer uden for Europa. Derfor er SAS en af hjørnestenene, hvis København skal styrke sit net af langdistanceruter. I Københavns Lufthavn er man opmærksom på, at lufthavnens største kunde ikke er i stand til at være lokomotiv for styrkelsen af lufthavnen som knudepunkt. Men der er ikke så meget de kan gøre ved det.

”Vi arbejder kontinuerligt med både SAS og andre selskaber om at udvide long haul-netværket ud af København, og vi vægter den direkte dialog med selskaberne højere end det, vi kan læse i diverse medier,” siger Københavns Lufthavns pressechef Søren Hedegaard Nielsen.

SAS’ koncernchef Gustafson peger tommelfingeren ned ad til flere langruter fordi SAS stadig har brug for at have benhårdt fokus på at reducere omkostningerne og blive et rentabelt selskab, inden man kan tage hul på at opdyrke nye rutertil fremmede himmelstrøg. SAS skal tjene penge. og derfor lægger Gustafson op til nye besparelser oven i det 4Excellence-program, som virksomheden er i gang med at implementere netop nu.

4Excellence skal reducere omkostningerne med 3 – 5 procent om året frem til 2015. Gustafsons mål er at gøre SAS mere fri af kreditorerne og få mere kontrol over sin egen skæbne. Og det kræver at sparekniven hvæsses på ny.

Store vækstmotorer
SAS har i dag et meget spinkelt net af ruter til vækstlande som Kina og Indien. Selskabet flyver faktisk slet ikke til Indien, og betjener i Kina kun destinationerneBeijing og Shanghai. Kina og Indien udgør sammen med Rusland og Brasilien de såkaldte BRIK-lande, som kommer til at være de store vækstmotorer i verdensøkonomien i årene fremover.

I Rusland flyver SAS til Moskva og Skt. Petersborg, mens Rio de Janeiro er helt fraværende på det skandinaviske rutekort. Faktisk har SAS ikke en eneste rute til Sydamerika eller Afrika.

SAS og Københavns Lufthavn må sætte deres lid til at selskaber i Star Alliance, som SAS også er en del af, får lyst til at flyve til lufthavnen og dermed koble SAS’ skandinaviske og europæiske ruter sammen med forbindelser til eksempelvis Indien. Her er Jet Airways på vej ind i enten Star Alliance eller Skyteam.

En rute til Los Angeles eller San Francisco på den amerikanske vestkyst står højt på lufthavnens ønskeliste. Det er også de to byer, som repræsenterer flest indirekte rejsende fra Københavns Lufthavn. Passagergrundlaget er der, men Gustafsons udmelding betyder, at udsigten til vestkystruterne er blevet markant svækket.

For amerikanske selskaber som United og Delta Airlines foretrækker at flyve passagererne via deres knudepunkter på den amerikanske østkyst og derfra videre til Europa, i stedet for at flyve direkte med meget store fly, som kan være svære at fylde helt op på en rute som eksempelvis fra Uniteds vestkyst-knudepunkt San Francisco og til København.