SAS-chef: Intet SAS Express

På trods af et nyt milliardunderskud i første kvartal afviser SAS-chef Rickard Gustafson at følge i konkurrenternes fodspor og udskille de europæiske operationer i et nyt selskab, sådan som Iberia har gjort med Iberia Express.

Iberia har gjort det. Austrian har besluttet at gøre det, og Lufthansa overvejer at gøre det. Flytte hele eller dele af selskabets europæiske flyvninger over i et nyt selskab eller et datterselskab med lavere omkostninger og helt andre overenskomster end de, der er med til at fastholde de traditionelle netværksselskabers enhedsomkosninger på et langt højere niveau end lavprisselskabernes.

SAS kunne torsdag præsentere et regnskab for første kvartal med et underskud på 950 mio. danske kroner. På trods af en fremgang i omsætningen på knap tre procent til 8,0 mia. danske kroner fortsætter pengene med at fosse ud af det skandinaviske luftfartsselskab.

SAS’s koncernchef Rickard Gustafson afviser dog, at SAS burde gøre det samme som de europæiske kolleger for at komme på ret køl og kunne fremvise sorte regnskabstal.

“Nej, det har vi ikke planer om. Vi skal fortsætte med at levere det produkt, som kunderne kan lide. Vores passagertal og belægningsprocent vokser, så kunderne er glade for at flyve med os. Problemet er blot, at vores enhedsomkostninger er for høje,” siger Ric kard Gustafson til CHECK-IN.dk.

Han mener at SAS er inde i en positive gænge og peger på, at 323.000 flere passagerer fløj med SAS i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år. Desuden er belægningsprocenten steget fra 66,3 til 68,3 procent. Enhedsomkostningerne per passagerkilometer for hele SAS Gruppen er 0,90 svenske kroner, hvilket er næsten det dobbelte af lavpriskonkurrenternes enhedsomkostninger. Samtidig steg brændstofudgifterne med 13,7 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Ikke rentable
Iberia har etableret selskabet Iberia Express, der under store protester fra Iberias piloter og kabinepersonale gik i luften i marts med 13 fly og ruter til en lang række destinationer, som ikke var rentable at drive i Iberia-regi.

Austrian Airlines besluttede i sidste uge, at flytte de europæiske operationer med 80 fly over i datterselskabet Tyrolean Airways.

Ifølge den tyske avis Die Zeit arbejder Lufthansa med en plan om at sammenlægge Lufthansas datterselskab, lavprisselskabet Germanwings, med Lufthansas europæiske operationer fra alle tyske lufthavne undtaget Frankfurt og München under navnet Direct 4 You.

De traditionelle netværksselskaber udfordres på europæiske trafik hårdt af selskaber som Ryanair, easyJet, Wizzair og Norwegian, der ofte har langt lavere enhedsomkosninger. På langdistanceruterne er det derimod de andre netværksselskaber med nogenlunde samme høje enhedsomkosninger, der konkurreres imod.