SAS EuroBonus udvides med enkeltbilletter

SAS udvider sit EuroBonus-program og tilbyder de trofaste kunder en række nye fordele. Det bliver muligt at booke sit favoritsæde med point, og vælger man kun at flyve den ene vej, bliver det også muligt at booke one-way med bonuspoint. Samtidig kan SAS-billetter nu også betales med en kombination af både point og penge.

Mere end 2,9 mio. rejsekunder verden over har i dag et medlemskab af SAS EuroBonus, der er et af de mest succesfulde og effektive loyalitetsprogrammer i luftfarten.

Nu har SAS besluttet at udvide med en række yderligere fordele for sine faste kunder. Det bliver fremover muligt at reservere sit favoritsæde med opsparede point fra bonusprogrammet. Herudover kan man nu bestille enkeltbilletter og betale med points fra programmet, ligesom det også fremover bliver muligt at betale i en kombination af penge og points.

“I dag tager EuroBonus et stort skridt mod at blive et af verdens bedste loyalitetsprogrammer. Vi er stolte over at kunne tilbyde vores kunder de nye muligheder. Samtidigt er vi overbeviste om, at vi kan give vores kunder en oplevelse af en langt højere grad af selvbestemmelse og fleksibilitet med deres opsparede bonuspoint“, siger Per Møller Jensen, Vice President for Brand, Marketing og EuroBonus i SAS.

Et af kerneområderne i loyalitetskonceptet har hidtil været, at man skulle købe returbilletter for de opsparede points og dermed fastholde loyaliteten hos SAS. Men nu bliver det således muligt at vælge SAS den ene vej på en bonusbillet – og teoretisk rejse retur på en bonusbillet fra Norweigans Reward-program.

De nævnte forbedringer gælder ikke alene hos SAS, men også på flyvninger med datterselskaberne Widerøe og Blue 1.