Fra slutningen af oktober bliver der helårsbetjening af Hong Kong fra København. Det sker ved, at SAS flytter den eksisterende rute til CPH fra Stockholm.
Da SAS den 10. september 2015 åbnede en direkte rute fra Stockholm-Arlanda til Hong Kong, var der en del undren over, hvorfor SAS ikke valgte at lade ruten udgå fra selskabets langdistancehub i København Lufthavn.
Det laver selskabet nu om på, for den 28. oktober flyttes ruten til København. Herfra vil SAS tilbyde fem ugentlige afgange med Airbus A340-300, og til forskel fra den nuværende Stockholm-rute bliver der natflyvninger begge veje, hvor der i dag er tale om en dagflyvning på flyvningen fra Hong Kong til Stockholm.
“Vi åbner en helårsrute mellem København og Hong Kong, som skaber vækst, tilgængelighed og støtter turismen. Med en særdeles attraktiv tidstabel, udsigt til mere konkurrencedygtige vilkår i Københavns Lufthavn og en investering, som er i tråd med regeringens ambitiøse luftfartsstrategi, ser vi frem til at åbne ruten til efteråret,” siger Lars Sandahl Sørensen, der er koncerndirektør i SAS.
Billigere at flyve fra København
Der er således ingen tvivl om, at økonomien har spillet en stor rolle i denne beslutning. Da SAS oprindeligt valgte Stockholms Arlanda-lufthavn fremfor Københavns Lufthavn, var taksterne i den danske hovedstadslufthavn noget højere end i dag. Taksterne er i mellemtiden blevet sænket og samtidig hermed har Sverige den 1. april i år fået en flyskat, der belaster med 400 svenske kroner per passager på de interkontinentale flyrejser.
“Det er en stor interkontinental rute, og det er en vigtig rute for især vores erhvervskunder – både i Danmark, Sverige og Norge men også i andre nordeuropæiske lande, som gerne vil flyve via København til Hong Kong. Vi overvejer løbende forskellige faktorer, når vi åbner eller flytter ruter, og her mener vi, at vi har den bedste langsigtede løsning,,” understreger Lars Sandahl Sørensen.
Billetterne vil blive lagt til salg den 15. juni. Der flyves på onsdage, tordage, fredage, lørdage og søndage fra København kl. 20.55 med ankomst i Hong Kong International Airport den efterfølgende dag kl. 14.45. Returflyvningen finder sted på mandage, tirsdage, fredage, lørdage og søndage kl. 01.20 med ankomst i København kl. 06.20 samme dag.
To selskaber på Hong Kong-rute fra CPH
Med den kommende SAS-rute fra København til Hong Kong bliver der konkurrence til oneworld-selskabet Cathay Pacific Airways, der 2. maj åbnede en sæsonrute med tre ugentlige flyvninger mellem Hong Kong og København betjent med nye Airbus A350-900.
Ifølge Københavns Lufthavn vil markedet kunne bære to operatører på ruten.
“Erfaringen viser, at flere rejser, når man kan flyve direkte – og at antallet af passagerer vokser, når der er flere afgange at vælge imellem,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn.
I 2017 var der i alt 107.942 passagerer på ruten mellem Stockholm og Hong Kong, og dette antal interkontinentale passagerer vil således blive flyttet til København Lufthavn.
Relaterede artikler:
SAS-fly er strandet i Hongkong
Officielt: Ny rute fra København til Hong Kong
SAS: Interkontinentale ruter kan flytte fra Stockholm til København