SAS øger næste år antallet af ugentlige flyvninger mellem København og Miami fra tre til fire ved at flytte en Miami-flyvning fra Oslo til CPH.
Den 26. marts næste år øger SAS antallet af ugentlige flyvninger med 33 procent på den rute mellem Miami og Københavns Lufthavn, som åbner til efteråret. Fra sommerfartplanens ikrafttræden får CPH nemlig fire ugentlige Miami-flyvninger med SAS mod tre i det første halve år af rutens levetid.
Københavns Lufthavn skal dele Miami-ruten med Oslo Gardermoen, der derfor den 28. september starter ud med at have fire ugentlige flyvninger. Det reduceres til tre som en naturlig konsekvens af oprustningen på CPH. Den ekstra CPH-returflyvning bliver på onsdage.
SAS har skruet fartplanen sådan sammen, at flyet fra København til Miami flyver tilbage til Oslo. Og Oslo-flyet flyver så de fleste dage tilbage til København. På den måde skal SAS ikke flytte flyet tomt mellem de to skandinaviske lufthavne. Uanset hvilken lufthavn flyet letter fra, så er der afgang fra Skandinavien kl. 9.40 hver dag, ankomst til Miami kl. 13.50 hver dag og afgang igen kl. 15.50.
Fra 28. september 2016 til 25. marts 2017 flyves fra København til Miami mandag, torsdag og lørdag og retur onsdag, fredag og søndag. Der flyves fra Oslo tirsdag, onsdag, fredag og søndag og retur fra Miami mandag, tirsdag, torsdag og lørdag.
Fra 26. marts næste år flyttes onsdagsflyvningen fra Oslo Gardermoen til Københavns Lufthavn, så der i sommeren 2017 flyves fra CPH til Miami mandag, onsdag, torsdag og lørdag.
Stort købedygtigt publikum
Da SAS i august sidste år annoncerede åbningen af ruterne til Miami var forklaringen på tre/fire-fordelingen mellem CPH og Oslo blandt andet, at nordmændene havde flere penge på lommen.
“Især i Norge er der et stort købedygtigt publikum, som efterspørger flyvninger til Miami og Caribien,“ sagde koncerndriftsdirektør i SAS, Lars Sandahl Sørensen, dengang og pegede på, at Miami er en af verdens største krydstogtshavne.