Airbus A320-200neo - SE-ROJ - i hangar hos SAS. (Foto: SAS AB | PR)

SAS fortsætter med LEAP1A-motorer til A320neo

Leveringen af 35 Airbus A320neo, som SAS købte i 2018, starter i løbet af regnskabsåret 2021/22, og samtlige fly vil være udstyret med LEAP1A-motorer fra CFM International.

Når SAS i regnskabsåret 2021/22 får leveret de første 13 af de 35 Airbus A320neo, der blev afgivet ordre på i foråret 2018, vil det fortsat være med motorer fra CFM International, der er et joint venture mellem amerikanske GE Aviation og franske Safran Aircraft Engines.

Dermed vil den populære LEAP-1A turbofanmotor, fortsat være drivkraften i selskabets Airbus A320neo, som SAS snart vil have 45 eksemplarer af, når SE-RUF inden længe bliver leveret.

Oprindeligt bestilte SAS i sommeren 2011 i alt 30 fly af denne type, og det blev fulgt op af en tillægsordre på yderligere 50 fly i foråret 2018, hvoraf 15 er leasede og de 35 er ejet af SAS. Det er ordren fra 2011 og leasingflyene fra 2018, der nu er på plads hos SAS, så der mangler de resterende 35 fly.

Motorer og serviceaftale
I en pressemeddelelse bekræfter SAS, at der er indgået en aftale med CFM International om 78 motorer til de 35 fly, hvormed der vil blive leveret otte reservemotorer. Samtidig er der indgået en supportaftale for motorerne på selskabets egne 65 fly og de eksisterende 15 leasede fly, hvor SAS betaler en timepris i forhold til, hvornår flyene er i drift.

“De nye LEAP-motorer og den langsigtede serviceaftale er en integreret del af SAS’ strategiske flådeopgradering og vil fortsat forbedre vores effektivitet i vores drift betydeligt. Vores mål er at være branchens førende inden for bæredygtig luftfart, og vi skal reducere emissioner med 25 procent inden 2025 sammenlignet med 2005. Dette vil primært blive muliggjort ved hjælp af avancerede teknologier, der giver lavere brændstofforbrug og en stigning i brug af bæredygtige flybrændstof,” udtaler Magnus Örnberg, koncerndirektør i SAS.

SAS var lanceringskunde på LEAP-1A motoren, der afløste CFM56-motorerne. Der er dokumentereret en 15 procent forbedring i forhold til brændstofforbrug og CO2-emissioner. Andre flyselskaber som Lufthansa har valgt Pratt & Whitneys PurePower PW1127-motor, og det har ikke været uden udfordringer.

Leveres indtil 2024
I løbet af efteråret 2020 indgik SAS en aftale med Airbus om at udsætte nogle af flyleverancerne. Det betyder, at i indeværende regnskabsår fra 1. november 2020 til 31. oktober 2021, vil SAS modtage fire nye A320neo mod oprindeligt planlagt to fly. De første tre af disse fire fly er allerede leveret.

I 2021/22 er antallet 13 mod oprindeligt 15, og i 2022/23 kommer der kun 12 fly mod 18 fly i de tidligere planer. Når regnskabsåret 2023/24 slutter vil der være leveret seks fly mod oprindeligt to, og i 2024/24 leveres de sidste fire fly, hvilket var et år senere end planlagt, da ordren blev aftalt i foråret 2018.

 

Relaterede artikler:

SAS er nu største A320neo-operatør i Europa

SAS bestiller 50 nye Airbus-fly

Motorproblemer tvinger A320neo-fly på jorden