SAS lukker Budapest-rute

Budapest bliver den tredje destination, som SAS ikke længere vil flyve til fra København. Ruten overlades til Norwegian og snart også Ryanair.

SAS lukker til november sin rute mellem København og Ungarns hovedstad Budapest. Dermed overlades passagererne til Norwegian, der betjener ruten i dag, samt Ryanair, der snart gør sin entré.

I dag flyver SAS på ruten én gang dagligt fem dage om ugen. Kun tirsdag og lørdag flyver selskabet ikke med sine Airbus A320-fly. I de sidste uger af rutens levetid skæres ned til kun at beflyve ruten to gange om ugen på torsdage og søndage. Netop de to dage er de mest populære, da Budapest er et yndet udflugtsmål for danskere på forlænget weekend.

SAS har dog ikke kunne hamle op med Norwegian, der flyver på ruten otte gange om ugen. To gange dagligt på torsdage og søndage, en gang dagligt mandag, tirsdag, onsdag og fredage samt ingen flyvninger på lørdage. Fra vinterfartplanens ikrafttræden i slutningen af oktober er det Norwegians plan, at betjene ruten fem gange om ugen.

Desuden begynder Ryanair at flyve mellem København og Budapest en gang dagligt fra slutningen af oktober. Det irske flyselskab vil sandsynligvis starte ud med fra-priser mellem 69 kroner og 149 kroner.

Et andet marked
I stedet for at forsøge at massere markedet yderligere og kaste sig ind i en veritabel priskrig med Norwegian og Ryanair, så vælger SAS at flytte kapaciteten til andre ruter.

”Vi har ikke opnået det resultat, vi havde ønsket os, og derfor ser vi på at anvende kapaciteten i et andet marked,” forklarer kommunikationskonsulent Anna Nielsen fra SAS.

Det skandinaviske flyselskab åbnede Budapest-ruten i marts 2013 med seks ugentlige flyvninger med CRJ-900 fly.

Beslutningen om at lukke Budapest-ruten kommer kort tid efter at SAS besluttede at vinterlukke sin rute til Milano Linate samt permanent lukke ruten til Luxembourg.