SAS har besluttet i lighed med Norwegian at differentiere sædegebyret på de europæiske ruter. Derfor bliver det dyrere at forhåndsreservere et flysæde på de lange europæiske ruter.
Med virkning fra den 27. november har SAS indført en differentieret prissætning på reservation af favoritsæder på de europæiske flyvninger.
I dag er det muligt at forhåndsreservere et sæde i SAS Go-klassen på indenrigsflyvninger i Danmark, Norge og Sverige samt på ruter inden for Skandinavien for 69 kroner. På de europæiske ruter har gebyret hidtil været 99 kroner, men nu bliver det dyrere, når man rejser langt i Europa.
Det betyder, at der skal betales 129 kroner per strækning, når man ønsker at forudbestille et bestemt flysæde. Denne gebyrforhøjelse gælder for alle flyvninger til 10 specifikke lande, henholdsvis Cypern, Grækenland, Island, Israel, Italien, Kosovo, Malta, Portugal, Spanien og Tyrkiet.
Hos SAS mener man, at kunderne har forståelse for, at der skal betales mere for sædereservation på de længere flyvninger.
“Det kan kunderne sagtens forstå. Hvis det ikke er attraktivt nok, kan kunderne vælge at lade være med at købe det, men flyrejsens længde vil gøre det mere attraktivt at vælge en sædereservation,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.
SAS: Ikke et gebyr
Med den differentierede betaling for sædereservation har SAS valgt at kopiere den tilsvarende prissætning hos Norwegian, hvor der også betales ekstra for favoritsædet på de længere europæiske ruter.
SAS vil dog ikke anerkende, at der er tale om et gebyr, da selskabet stadig ønsker at stå som et gebyrfrit flyselskab.
“Vi betragter det som et tilkøbsprodukt. Man behøver ikke at købe det, og man kan sagtens flyve uden. Betaling for sædereservation er et ekstra produkt, som vi ikke har tilbudt tidligere,“ mener pressechefen.
Det er stadig omkostningsfrit at bestille sit sæde, når SAS åbner for check-in 22 timer før den pågældende flyafgang. Her kan man blot risikere, at alle de eftertragtede sæder allerede er solgt til medrejsende, der har valgt at betale gebyret hos SAS.
Undtaget for betaling af sædereservation på SAS Go er EuroBonus-medlemmer med kortyperne Pandion, Diamond og Gold samt indehavere af et Star Alliance guldkort. Grupper, der rejser samlet, har også fri sædereservation, hvilket også er tilfældet for døve, blinde, passagerer i kørestol samt uledsagede børn.