Både SAS og Air France åbner en ny rute mellem København og Lyon. Dermed bliver København den 2. lufthavn i Skandinavien, der kan tilbyde flyforbindelse til Frankrigs tredjestørste by.
Frem til i dag har der siden sensommeren 2008 ikke været betjening af Lyon fra Københavns Lufthavn. Det ændres der nu på, idet Air Francemandag den 29. marts åbner en direkte rute fra København til Lyon opereret med et CRJ200-fly til 50 passagerer. Flyvningen markedsføres som Air France-flyvning, men er teknisk opereret af Brit Air.
Tidligere på året meddelte SAS, at selskabet den 6. april vil åbne på ruten med et af selskabets nye CRJ900-fly, der har en kapacitet på maksimalt 88 passagerer.
Da begge selskaber vil flyve én daglig rundtur på ruten på alle hverdage, kommer den årlige kapacitet op i nærheden af ca. 33.000 udbudte sæder.
Aéroports de Lyon har længe efterspurgt ruten og har angivet et samlet årligt potentiale på samlet 50-60.000 passagerer på trafikken til København, Stockholm og Helsinki.Igennem det seneste halvanden århar kun Göteborg som eneste skandinaviske byhaft forbindelse til Lyon. Dennerute har været opereret af det lokale svenske flyselskab City Airline.
“Lyon har en god geografisk placering. Der er en del industri i området, og der er et godt grundlag for en rute året rundt med bl.a. ski om vinteren og en god city break mulighed om sommeren. Men det er dog først og fremmest en business-rute, som vi forventer os meget af,“ siger salgsdirektør Carsten Nørland fra Københavns Lufthavn.
SAS-afgangen fra København vil være kl. 15.35, mens Air France flyver kl. 19.20 til Lyon. På returrejsen tilbyder Air France en morgenafgang kl. 08.35, mens SAS flyver tilbage til København kl. 18.15.
Med udvidelsen kan Air France nu tilbyde direkte flyvninger fra København til Paris, Strasbourg og Lyon, mens SAS flyver til Paris, Nice og Lyon.