Drone i luften (Foto: seregalsv / 123RF Stock Photo)

SAS overvejer sagsanlæg mod dronepiloter

Oslo Lufthavn måtte i sidste uge med få timers mellemrum lukke baner på grund af droneflyvning i nærheden af lufthavn. Naviair holder øje med situationen herhjemme.

Droner skaber i stigende grad problemer for flytrafikken i Norge. Onsdag i sidste uge måtte Oslo Lufthavn med få timers mellemrum lukke baner på grund af droneflyvning i nærheden af lufthavnen. Den ene drone tilhørte en ejendomsmægler, som tog billeder af en bolig. Oslo Lufthavn meldte de ulovlige droneflyvninger til politiet.

“Vi tager disse hændelser meget alvorligt. Det er ulovligt, og vi beder, at alle, der ejer og flyver med en drone, om at være forsigtige og ikke mindst om at gøre sig bekendt med og respektere reglerne,” siger Henning Bråtebæk, direktør for Airside Operations i Oslo Lufthavn.

Store konsekvenser for passagererne
Ifølge SAS bliver flytrafikken i Norge nu generet af droner så ofte, at flyselskabet overvejer sagsanlæg mod de involverede dronepiloter med krav om erstatning.

”Det sker for ofte, og det skaber store problemer for vores passagerer og giver os økonomiske omkostninger. Vi har ansvar for passagererne, og aflyste og forsinkede flyvninger kan få store konsekvenser for dem,” siger SAS’ norske informationschef Knut Morten Johansen til nyhedsbureauet NRK.

Det norske luftfartstilsyn registrerede sidste år 12 tilfælde, hvor droner trængte ind i luftrummet over norske lufthavne, og tre gange førte det til, at lufthavnene måtte lukke for flytrafik i en periode.

Et begrænset problem i Danmark
Herhjemme registrerer Naviair, som står for flyvekontrollen i de største danske lufthavne, ikke antallet af episoder med droner. Men ifølge Naviair er det ikke noget stort eller stigende problem.

”Vi oplever droner som et meget begrænset problem for flytrafikken i Danmark, men det er noget, vi hele tiden er opmærksomme på. Vi har en god dialog med de professionelle dronepiloter, som er gode til at ringe til os, hvis der er noget, de er i tvivl om,” siger Bo Pedersen, kommunikationsdirektør i Naviair, til CHECK-IN.dk.

To episoder sidste år
Bo Pedersen har kun kendskab til to episoder med droner i Danmark i 2017. Den ene var ved Aalborg Lufthavn, hvor en drone i april var oppe i cirka 260 meters højde i nærheden af lufthavnen og blev observeret af to forskellige piloter.

Den anden episode var ved Københavns Lufthavn i maj, hvor en sejler i Øresund sendte en drone op, så flyvelederne var nødt til at flytte trafikken fra bane 04 til bane 30 i en kort periode, indtil dronen var forsvundet igen.

Naviairs flyveledere alarmerer politiet, hvis de observerer en drone for tæt på lufthavnen, men kan ellers blot tage de nødvendige forholdsregler for at sikre, at der ikke opstår fare for flysikkerheden – for eksempel ved at lukke baner eller omdirigere trafikken.

To kilometer fra lufthavnen
Det er i Danmark strengt forbudt for både private og professionelle operatører at flyve med droner op til to kilometer fra en lufthavn. I en radius på op til fem kilometer er det kun professionelle uddannede droneoperatør, der må flyve og kun i op til 40 meters højde. Afstandene måles ikke fra midten af lufthavnen, men i en række cirkler fra eksempelvis baneenderne.

droneregler.dk har Trafikstyrelsen samlet reglerne om droneflyvning og lavet et interaktivt kort, hvor man tydeligt kan se hvor man må flyve med en drone – og hvor man ikke må.

 

Relaterede artikler:

EASA indstiller til EU-Kommissionen om dronesikkerhed

Flere nærved-hændelser mellem fly og droner i Norge

CPH overvejer teknologi til drone-overvågning