Airbus A340-300 (Foto: SAS)

SAS vil beholde brændstofslugere længere

Lave brændstofpriser betyder, at SAS beholder sine brændstofslugende Airbus A340 langdistancefly længere end først planlagt. Helt ind i næste årti vil det fire-motorede fly være i SAS-flåden.

De senere års drastiske fald i olieprisen får nu SAS til kraftigt at udskyde den planlagte udfasning af sine fire-motorede Airbus A340-300 langdistancefly. Den skulle efter planen være begyndt i år, når selskabet senere på året modtager sit fjerde og sidste nye Airbus A330-300Enhanced-fly. Fly, der i 2013 netop blev indkøbt, fordi de var langt mere brændstoføkonomiske og dermed billigere i drift end A340’erne.

“Da vi bestilte vores nye mere brændstofeffektive fly var prisen på brændstof på 1.000 dollars pr ton. I dag er den halvdelen af dette beløb. Et nyt widebody-fly koster hundredevis af millioner dollars. Vi kan operere vores A340’ere for en tiendedel af det,” siger SAS’ koncernchef Richard Gustafson til det britiske magasin Business Insider.

SAS beholder derfor alle sine otte Airbus A340-300 fly frem til 2019, hvor leasingkontrakten på et enkelt fly udløber og flyet efter planen afleveres tilbage til sin ejer. Året efter udløber leasingkontrakten på det reservefly, som SAS i 2014 leasede på en seksårig kontrakt. Tilbage vil være seks Airbus A340-fly, som SAS vil udfase i takt med at man modtager sine nye to-motorede Airbus A350XWB-fly. Det oplyser SAS’ danske presseafdeling til CHECK-IN.dk.

20 år på bagen
Som CHECK-IN.dk kunne fortælle for tre uger siden, så er leveringen af Airbus A350’erne blevet udskudt en smule, så man ifølge den seneste kvartalsregnskabsrapport nu forventer at modtage et Airbus A350-fly i 2019, to i 2020 og fem i 2021. I tidligere kvartalsrapporter kunne man se, at det var planen at modtage et i 2018, et i 2019, to i 2020 og fire i 2021.

SAS planlægger således at operere de fire-motorede Airbus A340-fly frem til mindst 2021. Flyene vil til den tid have omkring 20 år på bagen. Kabinerne vil dog kun være omkring fem år gamle, da SAS’ langdistanceflåde netop nu gennemgår en større opgradering af kabinerne.

 

Læs også:

SAS udskyder Airbus A350-levering

SAS kan spare 500 mio. på brændstofregningen

Økonomien gjorde udslaget

SAS har bestilt 12 nye langdistancefly