SGH beholder 650 ansatte i København

Aviator har efter afslutning af due diligence afgivet et bud på dele af SAS Ground Handling. SAS har dog besluttet at beholde afdelingen for passagerservice i København, Stockholm og Oslo.

Siden SAS i slutningen af 2012 meddelte, at man ville sælge SAS Ground Handling (SGH), har der været ført mange forhandlinger. Først blev der forhandlet med Swissport, der nåede at købe 10 procent af selskabet, og i efteråret 2015 blev der underskrevet en intentionsaftale med konkurrenten Aviator om at overtage handling-aktiviteterne i SAS.

Efter en lang proces med en såkaldt “due diligence“ proces har Aviator langt om længe kommet med et bud på SGH, som selskabets bestyrelse nu overvejer.

Buddet omfatter samtlige ground handling-aktiviteter i Malmø-Sturup og Gøteborg-Landvetter samt de såkaldte airside-operationer i lufthavnene i København, Oslo og Stockholm. Således skal Aviator noget overraskende ikke overtage de ansatte i passagerservice, som landside-funktionen hedder.

“Det oprindelige mål var at sælge SGH-selskaberne, men undervejs i processen valgte SAS at skifte kurs. Der er et ønske om fortsat at have hånd i hanke med den direkte passagerkontakt og derigennem forbedre servicen til de kunder, der er udsat for uregelmæssigheder. Det er bedst, at vi gør det internt,“ siger administrerende direktør Hans Henrik Spangenberg fra SAS Ground Handling til CHECK-IN.dk.

Beholder 600 ansatte i København
SAS Ground Handling i København beskæftiger i dag omkring 1.800 ansatte, hvoraf omkring 900 er ansat i airside-funktioner. Disse 900 ansatte skal virksomhedsoverdrages til Aviator, såfremt aftalen falder på plads.

Derimod vil SAS beholde omkring 650 ansatte i passagerservice, mens der arbejdes på at finde en løsning inden for SAS-gruppen for de omkring 250 ansatte i Spirit Air Cargo Handling, der også er en del af SGH.

Når SAS vælger at beholde de ansatte i passagerservice, er det ikke nødvendigvis forbundet med en jobgaranti. Det er nemlig et område, hvor SAS til stadighed vil effektivisere.

“Vi forventer, at der skal ske effektiviseringer med en stigende automatisering, men det er ikke aktuelt med fyringsrunder på nuværende tidspunkt,“ understreger SGH-direktøren.

Aftalen om salget af dele af SGH til Aviator forventes at falde på plads i løbet af 2016, selvom Hans Henrik Spangenberg ikke ønsker at sætte en dato på.

“Det er vigtigt at gøre tingene, ordenligt, klogt og godt, men jeg vil absolut mene, at tingene falder på plads inden udgangen af 2016.“

SAS Ground Handling vil efter salget fortsat kunne tilbyde ground-handling ydelser, da Aviator fremover vil blive underleverandør til SAS på den såkaldte airside- og ramphandling.