Airbus A380-800 fra Singapore Airlines i Frankfurt Airport. (Foto: tjdarmstadt | CC 2.0)

Singapore Airlines med A380 fra Frankfurt til New York

Siden den 1. november har Singapore Airlines fløjet direkte mellem Frankfurt og New York, og fra sommertrafikprogrammets start indsættes der Airbus A380 på ruten.

I begyndelsen af december sendte Singapore Airlines dobbeltdækkerflyet Airbus A380 på vingerne igen efter 18 måneder på jorden som følge af coronapandemien.

I første omgang er der startet op på ruten mellem Singapore og London, men næste år bliver det 471-sæder store fly indsat på en række andre ruter, hvilket kommer europæiske rejsende mellem Europa og USA til gode.

Fra starten af sommertrafikprogrammet den 27. marts vil Singapore Airlines også benytte flyet til Mumbai, New Delhi, Beijing, Shanghai samt Sydney, hvor selskabet allerede er i gang. Herudover vil A380-flyet også blive benyttet til Frankfurt og New York. Det skriver simpleflying.com.

Ruten fra Singapore via Frankfurt til New York, der siden 1. november har været betjent med en Boeing 777-300ER, bliver således i sommertrafikprogrammet til en A380-rute, hvormed de europæiske rejsende atter kan flyve med dobbeltdækkerflyet, selvom Lufthansa har valgt at trække sine A380’ere ud af flåden.

To A380’ere i Frankfurt hver dag
Ruten fra Frankfurt til New York er blevet etableret den 1. november i år og er baseret på de såkaldte fifth freedom rights. Den såkaldte “fifth freedom right” indebærer retten til at flyve mellem to fremmede lande med et fly, der udgår fra eller slutter i flyselskabets eget hjemland.

Derfor flyver Singapore Airlines fra Singapore til Frankfurt, hvor nogle passagerer stiger af, og andre stiger på. Det samme gør sig gældende på returflyvningen, hvor rejsende fra New York stiger af i Frankfurt eller fortsætter mod Singapore. 

Der vil således konstant være to A380’ere i luften for at holde denne rute i gang, og derfor får Frankfurt Airport hver dag besøg af en A380 fra Singapore Airlines to gange. Første gang kl. 06.40 om morgenen, når flyet med rutenummer SQ026 lander fra Singpore, og igen kl. 10.40, når SQ025 lander fra New York-JFK.

Tre fifth freedom-ruter
Det er ikke hverdagskost, at flyselskaber fra tredjelande etablerer ruter mellem Europa og Nord- og Latinamerika.

Det har dog været tilfældet med Emirates, der før coronapandemien fløj fra Dubai til New York via både Athen og Milano. Herudover har selskabet også etableret en rute fra Dubai til Mexico City via Barcelona.

Athen-ruten er endnu ikke genoptaget, mens Emirates allerede nu flyver på de to andre ruter.

 

Relaterede artikler:

Sidste Airbus A380 til Emirates

Emirates sælger komplet bar fra A380

Indsætter Airbus A380 på europæiske ruter