SkyTeam på vej med 13. medlem

I forbindelse med fejringen af 10-års jubilæet for SkyTeam er alliancens ledere samlet i New York i disse dage. På fredag optages rumænske TAROM som 13. fuldgyldige medlem af alliancen.

SkyTeam alliancens ledere er i denne uge samlet i New York for at fejre luftfartsalliancens 10 års jubilæum. Alliancen blev formelt etableret den 22. juni 2000 af Aeroméxico, Air France, Delta Air Lines og Korean Air.

Tidligere i denne måned blev Vietnam Airlinesofficielt optaget som alliancens 12. medlem, mens rumænske TAROM på fredag den 25. juni optages som medlem nr. 13. Samtidigbliver Air Europa og Kenya Airways opgraderet fra associerede til fuldgyldige medlemmer.

Men SkyTeam ønsker også at udvide i Asien. Derfor er der i denne uge underskrevet en aftale med China Eastern Airlines, der dermed går i gang med den langvarige proces, der skal gøre selskabet til medlem af alliancen. I forvejen er China Southern Airlines medlem af SkyTeam.

Men SkyTeam har stadig vækstplaner i Sydøstasien, Stillehavsregionen samt i Indien og Latinamerika. “Der er nogle hvide pletter på landkortet, som vi vil fokusere på,“ udtaler SkyTeam formanden Leo van Wijk til ATW Daily News i forbindelse med mødet i New York.

Men det er vanskelige områder at finde partnere i. Latinamerika er et meget fragmenteret marked uden større aktører på tværs af staterne. I Indien har Air India allerede lovet sig væk til Star Alliance, mens Kingfisher er på vej ind i Oneworld.

Men indtil videre har SkyTeam sat sig godt og grundigt på det kinesiske marked, hvor der meget vel kan blive en ekstra gevinst. China Eastern Airlines forhandler nemlig om en fusion med Shanghai Airlines, hvilket meget vel kan flytte Shanghai Airlines fra Star Alliance over i SkyTeam.

Læs også:

China Eastern snart SkyTeam-medlem