Airbus A320-200 fra SmartLynx. (Foto: Markus Mainka| shutterstock.com)

SmartLynx-flyvninger for SAS kritiseres på ny

Et manglende exit-skilt ved en nødudgang er et af flere nye kritikpunkter af SmartLynx’ flyvninger på vegne af SAS. ”Det her kan potentielt være meget alvorligt,” siger luftfartstilsyn.

Med henblik på at kunne afvikle hele det planlagte sommertrafikprogram har SAS indlejet ekstra kapacitet fra blandt andet SmartLynx Airlines. Derfor indgår syv Airbus A320-fly fra det lettiske flyselskab samt to fly fra SmartLynx Estonia i hvid bemaling for tiden i produktionen for SAS fra Stockholm-Arlanda.

Tidligere på måneden rejste flere passagerer en kritik af kvaliteten af flyvningerne. De fortalte eksempelvis om computere, der ikke virkede og personale, der ikke taler engelsk. Derudover har der været kritik af, at en række flyvninger har været forsinkede eller helt er blevet aflyste.

Nu ACMI-flyvningerne atter kommet i vælten efter, at en uddannet flymekaniker med sin familie havde booket billet til en af disse, der fandt sted mellem den svenske hovedstadslufthavn og Rom den 13. juli. Ombord kunne han dog konstatere, at der var flere mangler i kabinen.

Har taget kontakt til luftfartsmyndighederne
Anders Lagerqvist har taget en række billeder, som han efterfølgende har overdraget til det norske medie NRK. De viser, hvordan et af sæderne manglede et armlæn, at der var sat tape rundt om et vindue ved en nødudgang samt at der derudover også manglede et exit-skilt ved en af flyets nødudgange. Det er han utilfreds med.

”Når de opkræver en premium pris, så forventer jeg også et premium produkt. Det virkede som noget gammelt bras, som de havde fået fat på i sidste øjeblik,” siger Lagerqvist, der samtidig påpeger, at der er en risiko ved, at exit-skiltet mangler, hvis der sker noget uforudset.

Den betragtning er Håvard Vikheim, der er kommunikationsdirektør hos luftfartstilsynet i Norge, enig i. Han fortæller, at tilsynet på den baggrund har kontaktet de civile luftfartsmyndigheder i Letland.

”Det her kan potentielt være meget alvorligt, og det skal være i orden. Netop hvis der skulle opstå en nødsituation.”

”Vi har ingen formel mulighed for at føre tilsyn med operatøren. Ikke desto mindre har vi henvendt os til luftfartsmyndighederne og gjort dem opmærksomme på situationen. Det har vi gjort, fordi det er i alles interesse, at vi taler sammen på tværs af landegrænser.”

Undskylder på det kraftigste
Ifølge marketingdirektør Agija Kola-Kanca fra SmartLynx Airlines var kvaliteten af kabinen på det omtalte fly et enkeltstående tilfælde, men flyselskabet beklager dog, at der ikke var sat et exit-skilt op.

”Et manglende skilt på udgangen ville ikke forhindre, at flyet kunne evakueres effektivt i en nødsituation, men vi forstår godt den visuelle sikkerhed, som skiltene giver. Vi vil gerne på det kraftigste undskylde for den ulejlighed og uro, som passagererne har oplevet.”

Tonje Sund, som er SAS’ norske pressechef, slår fast, at flyselskabet har til hensigt at følge op på situationen for at klarlægge, hvad der er sket.


Relaterede artikler:

SAS er største køber af ACMI-kapacitet i Europa

Kritik af SmartLynx-operationer for SAS

SAS ikke bekymret for kvalitet hos SmartLynx