Is på banen og strandede passagerer har udfordret de ansatte i Aalborg Lufthavn og Aarhus Airport under snestormen, hvor flytrafikken dog stort set er blevet afviklet som planlagt.
Det blev ikke hvid jul i Danmark, men der skulle ikke gå særligt mange dage af det nye år, før Kong Vinter fik taget en gedigen revanche, og siden tirsdag aften i denne uge har flere dele af landet været ramt af snestorm.
Det gælder blandt andet Nord- og Midtjylland, hvor politiet ad flere omgange har frarådet udkørsel og bilister i timevis har været fanget i en 30 kilometer lang kø, der opstod som følge af et færdselsuheld mellem Aarhus og Randers.
Is på banerne
Selvom den nordlige del af Jylland har været blandt de områder på danmarkskortet, hvor det er gået hårdt for sig, er man alt taget i betragtning sluppet nådigt i Aalborg Lufthavn. Det fortæller administrerende direktør Niels Hemmingsen til Check-in.dk.
”Vi har fået trafikken afviklet, men dog med forsinkelser på grund af vejret. Vi har haft travlt med at rydde baner, og så løb vi ind i udfordringer sidst på natten i går med is på banen, men ellers er afviklingen lykkedes ganske fornuftigt, og det er gået forbavsende godt,” siger Hemmingsen.
”Vi havde en aflysning i går, men det var på grund af teknik i København, så det skyldtes ikke vejret, og så var der en flyver, der fløj til Billund, da den kom fra Tenerife, på grund af is på banen.”
Lufthavnsdirektøren tilføjer, at der ligeledes var et KLM-fly, der godt nok kom frem onsdag, men ikke kunne lette igen på grund af isen. De passagerer kom i stedet af sted klokken seks torsdag morgen.
Tog dobbelt så lang tid som normalt
Niels Hemmingsen forklarer, at selvom det kan være en udfordring for de rejsende at nå frem til lufthavnen, når vejret ter sig på en sådan måde, at politiet fraråder udkørsel og togdriften indstilles, er det helt generet gået ganske udmærket under snestormen.
”Nogen har ombestemt sig og har flyttet møder til dagen efter, da det – alt efter hvor de skal hen – kan være udfordrende. I går talte jeg med et par passagerer, som havde brugt dobbelt så lang tid som ellers på at nå frem, men de tog af sted i god tid og skulle til udlandet, så de ville klart gerne flyve.”
”Alt i alt har det været ganske fornuftigt. Det er ikke første gang, at vi oplever en snestorm. Som lufthavn er vi gearet til det og har udstyret, men det kræver fortsat en del arbejde. Det er især vindretningerne, der kan skabe udfordringer, og der har vi været heldige.”
Måtte blive og overnatte
Snestormen har også haft konsekvenser for Aarhus Airport. Ifølge kommunikationschef Tina Baungaard-Jensen har personalet arbejdet i døgndrift på at holde banerne fri således, at flyene fortsat kunne lette og lande.
Uvejret har dog til en vis grad afskåret lufthavnen på Djursland fra omverdenen, da omkring 60 rejsende måtte overnatte i Aarhus Airport natten til torsdag og afløsere til de ansatte, som burde have fri, ikke kunne komme frem.
”Vi har kun haft en aflyst afgang og nogle strandede passagerer samt medarbejder. Vi har indlogeret gæsterne på vores hotel og sørget for mad og drikke, og dem, der ikke var plads til på hotellet, har vi fundet sofaer til rundt omkring.”
”Overordnet set har det været en udfordring, at folk ikke kan komme til og fra. Medarbejdere har haft nogle lange vagter, men det har de taget med et smil. De har givet den en skalle og sørget for, at passagererne havde det så godt som muligt under de omstændigheder, der var.”
Relaterede artikler:
Europæisk storlufthavn kæmper med is og sne på fjerde døgn