Peter Scheuer Jensen, adm. direktør hos CPHI-Holding A/S og Christian Berg, adm. direktør for Sønderborg Lufthavn. (Foto: Sønderborg Lufthavn)

Sønderborg Lufthavn skal være Smart Tech-cluster

Fremover skal der blandt andet arbejdes med kunstig intelligens og bæredygtige løsninger i Sønderborg Lufthavn, som håber, at et nyt klyngesamarbejde vil skabe vækst og jobs i området.

Lufthavnen i Sønderborg har indgået et nyt samarbejde med virksomheden CPHI-Holding, der er beskæftiget med teknologiske løsninger til lufthavne såsom avancerede sikkerheds-screeninger og løsninger til håndtering af bagage.

Omdrejningspunktet bliver, at der skal skabes en såkaldt Smart Tech-cluster i lufthavnen, hvilket med andre ord vil sige, at der skal etableres et fællesskab – en klynge – for virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der arbejder inden for samme felt.

I den sønderjyske lufthavn vil man have et fokus på kunstig intelligens, bæredygtige løsninger samt mekatronik, som handler om udvikling af produkter, der gør brug af både mekaniske-, elektroniske- og softwarebaserede-teknologier.

Ønsker at skabe nye jobmuligheder
Arbejdet med at skabe den nye Smart Tech-cluster er allerede så småt startet, da CPHI-Holding er til stede i lufthavnen, hvor virksomheden er i færd med at give den et teknologisk løft med løsninger, der blandt andet skal få passagerer hurtigere gennem security og forbedre håndteringen af bagage.

Fremover vil Sønderborg Lufthavn være et kombineret test-, trænings- og innovationscenter for CPHI-Holding, hvor virksomheden i samarbejde med eksempelvis Syddansk Universitet Sønderborg og fagpersoner fra andre lande har til hensigt at arbejde med udvikling af nye teknologier og produkter.

Det oplyses, at ambitionen med det nye samarbejde er, at det skal være til gavn for lokalområdet og bidrage med vækst og nye arbejdspladser på egnen. Det fortæller Christian Berg, der er administrerende direktør i Sønderborg Lufthavn.

”I bund og grund handler det om at skabe arbejdspladser. Hvis vi tænker lufthavnen ind som en katalysator for mange af de ting, der sker i Sønderborg, og vi tiltrækker virksomheder, der har samme idé om at gøre en forskel, så giver det rigtig god mening.”

Vil på samme rejse
Direktøren forklarer desuden, at det nye samarbejde i hans optik er en naturlig forlængelse af den strategi, som lufthavnen har fulgt i en årrække.

”Samarbejdet med dem ligger godt i tråd med den masterplan, som vi har arbejdet på i mange år, hvor vi gerne vil tiltrække virksomheder, der vil med på den samme rejse som os. Der passer CPHI ekstremt godt ind, da de er firstmover på deres felt.”

Ifølge administrerende direktør Peter Scheuer Jensen fra CPHI-Holding vil det nye samarbejde medvirke til at fremme nytænkning på lufthavnsområdet, og han forudser, at man i fremtiden eksempelvis vil invitere kunder til Sønderborg Lufthavn, så de kan se virksomhedens produkter i praksis.

”Vi håber med vores stærke tilstedeværelse i Sønderborg Lufthavn, at vi kan være med til at skabe synergier og værditilvækst til området såvel som til andre virksomheder og ikke mindst læreanstalter og universitetet.”


Relaterede artikler:

To ud af tre passagerer tilbage i Sønderborg

Sønderborg Lufthavn lettet efter velafviklet Tour-dag

Sønderborg Lufthavn opgraderer trafikstyringssystem