Danfoss-boss Jørgen Mads Clausen glæder sig over, at den bagageløsning han ønsker sig i Københavns Lufthavn, måske ikke er så ulovlig og urealistisk som lufthavnen har sagt.
Tirsdag kunne CHECK-IN.dk beskrive hvordan London Gatwick-lufthavnen tilbyder den gratis service Gatwick Connect til passagererne. Når man ankommer med et fly i lufthavnens nord- eller sydterminal, henter man sin bagage på båndet og går til nærmeste Gatwick Connect-skranke. Her kan man aflevere sin bagage, således at man ikke selv skal checke den ind igen, hvis man rejser med Norwegian eller Virgin.
Det er passagerernes eget ansvar selv at sikre sig, at de tilladte bagagestørrelser mellem afgående og ankommende selskaber er kompatible, og Gatwick Connect er heller ikke ansvarlig for eventuelle forsinkelser. Samtidig er det påkrævet, at passagererne på forhånd selv har foretaget check-in via web eller smartphone.
Og lige netop denne løsning har formanden for Sønderborg Lufthavns ”advisory board, Danfoss-ejer Jørgen Mads Clausen, efterlyst i Københavns Lufthavn. På den måde ville Københavns Lufthavn blive mere attraktiv for de rejsende fra provinsen, som kommer flyvende ind med selskaber som Alsie Express og Norwegian og skal videre med selskaber, som de to ikke samarbejder med om kufferthåndtering.
Fået en anden lyd
Men Københavns Lufthavns direktør, Thomas Woldbye, forklarede både i medierne og på et personligt møde med Jørgen Mads Clausen, at et sådanne setup skam ikke kunne lade sig gøre. EU-regler gjorde det ganske enkelt ikke muligt.
“Vi vil hellere end gerne gøre det let og smertefrit at skifte fly mellem indenrigs og udenrigs i CPH, men Jørgen Mads Clausens forslag kan desværre ikke lade sig gøre – hverken i København eller andre store europæiske lufthavne. EU-regler betyder, at vi som stor lufthavn ikke må gå ind på handlingselskabernes område og håndtere bagage. Ansvaret for bagagehåndtering ligger hos flyselskaberne og de handlingselskaber, som i praksis løser opgaven for flyselskaberne,“ sagde Thomas Woldbye i maj til CHECK-IN.dk.
Nu har piben fået en anden lyd i Københavns Lufthavn.
CPH vil således rette kontakt til kollegerne i Gatwick for at høre nærmere om, hvordan deres løsning er skruet sammen. Her er det nemlig netop lufthavnen selv og ikke handlingselskaberne, der tager sig af bagagen i forbindelse med Gatwick Connect. Man skal dog ikke vente, at Københavns Lufthavn bliver primus motor i at etablere en løsning.
“Der skal være nogle flyselskaber, der viser interesse for produktet, førend vi vil gå ind og se på mulighederne,“ understregede pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn tirsdag over for CHECK-IN.dk.
Burde være serviceorienteret
Men det huer ikke Jørgen Mads Clausen.
”Københavns Lufthavn burde gøre sådan noget af egen drift. Det er almindelig praksis, at virksomheder, der gerne vil have kunder, ser på hvordan de kan hjælpe. Lufthavnen burde være serviceorienteret og især over for kunder fra Jylland. Ellers mister de kunder, som i stedet flyver fra Billund eller Hamburg,” påpeger Jørgen Mads Clausen.
Han ser frem til at Københavns Lufthavn bliver klogere på hvordan London Gatwick har skruet sin løsning sammen og om det i virkeligheden er ulovligt.
”Københavns Lufthavn har sagt til os, at det her er i strid med EU-lovgivningen. Efter lufthavnens mening, så er det her ulovligt. Nu er det op til lufthavnen at undersøge hvad der kan lade sig gøre,” understreger Jørgen Mads Clausen.