Volotea Airlines Boeing 717-200. Arkivfoto.

Spansk flyselskab vil af med tidligere SAS-fly

Det spanske lavprisflyselskab Volotea overtog sidste forår fire Boeing 717 fra SAS-selskabet Blue 1. Nu skal flyene erstattes af nye fly fra en anden producent.

Det spanske lavprisflyselskab Volotea startede oprindeligt op med Boeing 717-fly, da de første fly blev sendt i luften i 2012. Herefter fortsatte opbygningen af en enhedsflåde, der i dag tæller 19 eksemplarer af det 125 sæder store fly, der kun er fremstillet 156 af.

Valget af Boeing 717´eren virkede ikke umiddelbart logisk, da de etablerede lavprisflyselskaber i stedet benytter Airbus A320-serien og Boeings 737-serie som daglig arbejdshest. Disse fly er mere effektive og billigere i drift.

Det har Volotea tilsyneladende også fået øje på. Selskabet har igangsat en udskiftning af flåden, hvor der skal indfases fly af typen Airbus A319 til gengæld for Boeing-flyene, der er produceret mellem 1998 og 2006.

Volotea har allerede fået leveret det første A319-fly, og endnu et er på vej. Begge fly har tidligere været beskæftiget hos Air Malta og har en alder på lidt mere end 12 år. Hos Volotea bliver flyene indrettet i en version med 150 sæder.

Fire tidligere Blue1-fly i flåden
Når Volotea begynder udfasningen af Boeing 717-flyene, skal selskabet således skille sig af med fire fly, der har tilhørt det finske SAS-datterselskab, Blue1. De fire tidligere Blue1-fly blev leveret til Volotea i april og maj sidste år, så det er relativt hurtigt, at det spanske lavprisflyselskab er kommet på andre tanker.

Ifølge Air Transport World er det mangel på Boeing 717-fly samt ønsket om en større sædekapacitet, der er årsag til den nye flådestrategi.

I en pressemeddelelse hævder Volotea, at det er driftssikkerhed, god driftsøkonomi samt passagerkomfort, der er årsagen til udskiftningen. I løbet af 2016 vil Volotea samlet få leveret fire A319-fly, der alle vil få base i Nantes i Frankrig.

“Vi forventer at udskifte vores flåde af Boeing 717´ere med Airbus A319 i løbet af de kommende to til tre år,” siger selskabet i en pressemeddelelse.

Udover Volotea er de største Boeing 717-operatører i verden Delta Air Lines, QantasLink samt Hawaiian Airlines, der beskæftiger henholdsvis 91, 20 og 18 eksemplarer af flytypen.