Norwegian og Widerøe fløj tilsammen med 2,7 millioner passagerer i august, og der var fremgang i passagertal og belægning hos begge selskaber.
De tre sommermåneder har hos Norwegian-koncernen været præget af vækst i passagertallet og generelt pæne tal, for så vidt angår udviklingen i belægning og yield.
August var ingen undtagelse med 2.369.469 passagerer hos Norwegian, mens 340.995 rejste med Widerøe, hvilket betød, at i alt 2.710.424 rejsende var ombord på koncernens fly.
Norwegian havde i august øget den udbudte kapacitet med 11 procent, og det blev taget så godt imod i markedet, at den øgede kapacitet blev solgt – og lidt mere til. Derfor løftede belægningen sig med 0,4 procentpoint til 85,7 procent.
”Jeg er glad for, at vi fortsatte den positive udvikling fra juli ind i august. Vi har haft en betydelig kapacitetsforøgelse og har samtidig formået at øge både belægningsprocenten og indtægterne per passagerkilometer fra august 2023,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Norwegian oplyser samtidig, at der er “gode bookingtal” for efteråret og vinteren.
Hvad angår regularitet og punktlighed blev 99,5 procent af de planlagte flyvninger gennemført i august, mens blot 76,5 procent af samtlige flyvninger afgik til tiden, hvilket er et fald på 5,9 procentpoint i forhold til samme måned året før.
Fremgang over hele linjen
Selvom Widerøe ikke har så mange passagerer at flyve med som Norwegian, så har selskabet forbedret sig på flere områder.
I august steg passagertallet med 8,5 procent til 340.995 rejsende, og belægningen landede på 76,5 procent, hvilket er 3,9 procentpoint bedre end august sidste år. Dermed fortsætter tendensen gennem mange måneder med et bedre forhold mellem udbudt kapacitet og solgte sæder.
Udover passagerstigningen kan Widerøe også glæde sig over en markant fremgang i billetindtægterne. I august steg den såkaldte yield med 16 procent, og enhedsindtægterne løftede sig med hele 23 procent.
De kommende måneder tegner også lyst for Widerøe, der har gennemført en stor kampagne i august, der har resulteret i et salg af billetter til de kommende måneder, der er 32 procent højere end i samme periode sidste år.
Kigger man på de operationelle præstationer, er der også fremgang at spore. Regulariteten blev øget med 0,2 procentpoint til 97,3 procent, mens punktligheden landede på imponerende 92,7 procent, hvilket er en stigning på 2,1 procentpoint i forhold til august sidste år.
Relaterede artikler:
Norwegian lander højeste passagertal siden 2019