United Airlines fik i andet kvartal en indtjeningsfremgang på 23 procent til ni milliarder kroner. Selvom der er udsigt til et sværere tredje kvartal, fastholdes indtjeningsforventningerne til hele året.
Delta Air Lines var det første af de fire store amerikanske flyselskaber til at annoncere de økonomiske resultater for andet kvartal af 2024. Mens SkyTeam-selskabet kom ud med stigende omsætning og faldende overskud, ser det noget anderledes ud for United Airlines, der netop har præsenteret kvartals- og halvårsrapporten.
United Airlines leverede i andet kvartal en omsætningsvækst på 5,7 procent fra 14,2 milliarder dollars (96,7 milliarder kroner) i 2023 til godt 15,0 milliarder dollars (102,2 milliarder kroner) i andet kvartal af 2024.
Toplinjen for første halvår af 2024 havde samme procentuelle fremgang, og her blev det til mere end 27,5 milliarder dollars, eller hvad der svarer til 187,8 milliarder kroner.
Premium-omsætningen voksede i andet kvartal med 8,5 procent i forhold til samme periode året før, og i segmentet Basic Economy var der en omsætningsvækst på hele 38 procent i forhold til andet kvartal af 2023.
Overskydende kapacitet tages ud af markedet
Bundlinjen er dog endnu bedre læsning for selskabets aktionærer end toplinjen. Her steg kvartalsresultatet med 23,1 procent til et nettooverskud på 1,3 milliarder dollars (9,0 milliarder kroner), og halvårsresultatet voksede med hele 36,1 procent til et overskud på 1,2 milliarder dollars, hvilket svarer til 8,2 milliarder kroner.
Hos det amerikanske Star Alliance-selskab er der glæde over, at resultatet er skabt i et vanskeligt marked med betydelig overkapacitet, hvilket i stigende grad presser priserne.
Men inden længe er der udsigt til, at kapaciteten i markedet bliver sænket. Således viser de offentliggjorte tidtabeller, ifølge United Airlines, at der ventes et kapacitetsfald på tre procentpoint fra midten af august.
“Når vi ser fremad, ser vi, at flere flyselskaber er begyndt at annullere tabsgivende kapacitet, og vi forventer førende enhedsindtægter blandt vores største peers i anden halvdel af tredje kvartal. United har længe forberedt sig på det øjeblik, hvor industridækkende indenlandsk kapacitet ville justere sig, og det står nu klart, at bøjningspunktet kun er 30 dage væk,” siger Scott Kirby, der er koncernchef i United Airlines.
Forventer faldende indtjening i tredje kvartal
Selvom der forventes et stort rejseboom i USA i denne sommer, presser virkeligheden sig på i løbet af efteråret og slutningen af tredje kvartal.
I tredje kvartal forventes en indtjening per aktie på mellem 2,75 og 3,25 dollars, hvilket er op til 20 procent lavere end gennemsnittet af analytikernes forventninger. Her blev der estimeret omkring 3,44 dollars per aktie.
United Airlines fastholder dog, at man som tidligere udmeldt vil komme ud med et årsresultat, hvor indtjeningen vil blive mellem 9.00 og 11,00 dollars per aktie.
Udmeldingen fra United Airlines sendte onsdag aktien i et beskedent fald på 0,28 procent.
Relaterede artikler:
Faldende efterspørgsel fører til nedjusteringer