Den danske og den svenske stat er blevet enige om at tilbyde en kreditfacilitet på samlet tre milliarder svenske kroner til SAS. Den svenske regering stiller krav om, at klimamål opfyldes.
Coronapandemien er blevet mere langvarig end først antaget, og da genopretningen af flytrafikken som følge heraf foregår i et langsommere tempo end forudset for blot et halvt år siden, står SAS foran en finansiel situation, hvor det er nødvendigt at styrke likviditeten.
Derfor får flyselskabet endnu engang en hjælpende hånd fra Danmark og Sverige, der tilsammen ejer 43,6 procent af aktierne i flyselskabet og således har en hånd på den kogeplade, der er blevet varmere i takt med passagerudviklingen i løbet af første halvdel af 2021.
1,1 milliarder kroner fra hvert land
Det har nu resulteret i, at de to stater tilsammen stiller en kreditfacilitet på 3,0 milliarder svenske kroner – eller godt 2,2 milliarder danske kroner – til rådighed for selskabet. Hver af de to stater bidrager med 1,5 milliarder svenske kroner.
“Det er fortsat regeringens holdning, at SAS er vigtig for Danmarks tilgængelighed, danske arbejdspladser, virksomheder samt dansk økonomi generelt. Derfor har den danske og svenske stat, som de to største ejere i fællesskab besluttet at støtte op om SAS ved at stille ny likviditet for samlet 3,0 milliarder svenske kroner for selskabet.
Heraf vil den danske stat stille en statsgaranti for 1,5 milliarder svenske kroner til SAS. Som en langsigtet og ansvarlig medejer vil den danske stat fortsat følge SAS’ udvikling tæt,” udtaler finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
SAS skal opfylde klimamål
Den svenske regering lægger vægt på, at det er kritisk, at SAS efter coronakrisen langsomt bliver en lønsom og bæredygtig virksomhed.
“Regeringen har tidligere stillet strenge klima- og miljøkrav til SAS i forbindelse med rekapitaliseringen. Som et resultat har virksomheden strammet sine klimamål for at bidrage til opfyldelsen af målene i Parisaftalen. Regeringens forventninger som ejer er, at SAS’ klimaarbejde skal udføres i overensstemmelse med den plan, der er meddelt. Regeringen har en tæt dialog med virksomheden om deres klimaarbejde. Luftfartsemissioner skal reduceres,” hedder det i en kommentar fra den svenske regering.
I henhold til EU’s statsstøtteregler skal aftalen først godkendes af EU-Kommissionen.
Relaterede artikler:
Ryanair taber sag om statsstøtte til SAS