Norwegian kunne i går offentliggøre, at selskabet lejer to Boeing 787-9 Dreamliners, der har en større sædekapacitet og rækkevidde end basismodellen. Nye destinationer vil være på vej, når de nye langdistancefly leveres.
Mens flere japanske flyselskaber på det seneste har vendt ryggen til Boeings Dreamliner fly, for i stedet af rette blikket mod det nye Airbus A350-fly, går Norwegian i den modsatte retning.
Det norske lavprisflyselskab tror så meget på Boeings drømmefly, at man i går kunne offentliggøre en aftale med selskabet MG Aviation Limited om at lease to fly af typen Boeing 787-9 Dreamliner. Denne flytype er større end de eksisterende Dreamliners hos Norwegian.
I forvejen opererer Norwegian tre Boeing 787-8 Dreamliners, og i løbet af 2014 vil der blive leveret yderligere fire Dreamliners samt et enkelt fly i 2015. Dermed kommer Norwegian op på otte eksemplarer af standardversionen, og når de to 787-9 fly leveres i 2016 vil der være 10 langdistancefly i flåden hos irske Norwegian Air International, der opererer på vegne af Norwegian Long Haul AS.
Samlet set har Boeing Commercial Aircraft fået ordrer hjem på 1.012 Dreamliners, hvoraf 103 allerede er leveret. Der er bestilt 496 eksemplarer af standardversionen 787-8, mens der i ordrebogen er 396 fly af typen 787-9. Endelig er der 120 bestillinger på 787-10 versionen, der dog endnu ikke er færdigudviklet.
Nye destinationer
De to 787-9 fly har en længere rækkevidde en 787-8, som Norwegian benytter i dag, og der er samtidig plads til op mod 20 procent flere passagerer, idet flyets krop er seks meter længere. Afhængig af Norwegians valg af sædekonfiguration vil der således være mulighed for at kunne flyve til destinationer, som ikke er tilgængelige i dag.
“Med de nye og større Dreamliner-fly vil vi flyve til nye destinationer samtidig med, at vi kan få mere kapacitet i flyene,“ siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i Danmark.
Han afviser heller ikke, at de nye fly kan blive indsat på eksisterende ruter, hvor der er brug for mere kapacitet per afgang. I dag flyver Norwegian fra Skandinavien til Bangkok, New York og Fort Lauderdale med sine tre Dreamliner-fly, men indenfor de kommende seks måneder bliver der åbnet nye ruter til Los Angeles, Oakland og Orlando.
Udover at have større passagerkapacitet er der i 787-9´eren også en betydelig større fragtkapacitet samt et otte procent lavere brændstofforbrug.