Airbus A220-300 fra airBaltic i litauiske nationalfarver. (Foto: airBaltic)

Strammer grebet om Baltikum

Næste sommer vil airBaltic øge med samlet ni nye destinationer fra Tallinn og Vilnius, hvormed selskabets pan-baltiske ambitioner bliver mere tydelige.

Baltikum er et marked med seks millioner indbyggere bestående af Estland (1,3 millioner), Letland (1,9 millioner) og Litauen (2,8 millioner). 

Selvom der er tale om tre selvstændige stater, er det samlede marked ikke meget større end Danmark, og derfor er der heller ikke grundlag for et nationalt flyselskab i hvert land. 

Lithuanian Airlines (flyLAL) måtte opgive i januar 2009, mens Estonian Air i slutningen af 2015 også måtte kaste håndklædet i ringen. Der var ikke volumen nok i forretningen, og ekspansive airBaltic med hovedbase i Riga, der i dag er den største by i Baltikum, har i mange år haft en strategi om at blive pan-baltisk flyselskab.

Ni nye ruter fra Estland og Litauen
Den strategi er airBaltic godt på vej til at lykkes med. I dag findes der ingen lokale flyselskaber med international ruteflyvning fra Litauen, og i Estland har konkurrencen fra airBaltic betydet, at Nordica, der opstod på resterne af Estonian Air, har valgt at koncentrere aktiviteterne om ACMI-flyvninger for selskaber som LOT og SAS.

Dermed har airBaltic som lokalt baltisk flyselskab fået mere spillerum i de baltiske hovedstadslufthavne i Tallinn, Riga og Vilnius, selvom lavpriskonkurrenter som Norwegian, Ryanair og Wizz Air også vil have en del af kagen, mens LOT og Finnair også er til stede på de største ruter.

I den kommende sommer vil airBaltic dog øge med samlet ni nye ruter fra Tallinn og Vilnius, hvormed selskabet strammer grebet om det baltiske marked. Der bliver tale om nye ruter fra Tallinn til Hamborg, Nice, Rom og Zürich, og fra Vilnius kommer Gøteborg, Dubrovnik, Hamborg, Rijeka og Zürich også på rutekort.

“Samtidig med, at vi fortsætter med at vokse, stræber vi efter at tilbyde de bedste forbindelse til og fra alle tre baltiske hovedstæder. Når vi vurderer, hvilke destinationer der skal lanceres fra de baltiske hovedstæder, ser vi først efter de mest efterspurgte blandt de lokale passagerer. Dermed yder vi et ekstra bidrag til lokale lufthavne og tilbyder nye rejsemuligheder. Næste sommer vil betjene 16 destinationer fra Estland, 11 fra Litauen og over 70 destinationer fra Letland,” siger administrerende direktør Martin Gauss i en pressemeddelelse.

18 ruter til Norden
Skandinavien fylder godt i airBaltics hurtigtvoksende rutenetværk. Næste år åbnes der tre nye ruter til Norden, således at det lettiske flyskab samlet kommer til at tilbyde 18 ruter til fem nordiske lande

Udover den nye rute mellem Gøteborg og Vilnius vil airBaltic fra næste sommer tilbyde flyvninger til Riga fra henholdsvis Bergen og Trondheim. I forvejen opererer airBaltic fra Riga til Reykjavik, Helsinki, Turku, Tampere, Stockholm, Gøteborg, Aalesund, Oslo, Stavanger, Billund og København. Herudover betjener selskabet også København, Oslo, Stockholm og Helsinki fra Tallinn.

Den lettiske stat ejer 80 procent af airBaltic, mens danske Lars Thuesen har en ejerandel på 20 procent gennem Aircraft Leasing 1 SIA.

 

Relaterede artikler:

AirBaltic øger til 16 ruter i Norden

Nordica i verbalt frontalangreb på airBaltic

AirBaltic øger presset på Nordica