Tre dages kabinestrejke hos Air Canada har fundet sin afslutning. Strejken har indtil videre ramt op imod 3.500 rejsende på det canadiske flyselskabs ruter til og fra Skandinavien.
Efter mæglingsforhandlinger mellem Air Canada og flyselskabets 10.000 strejkende kabineansatte er det lykkedes at nå frem til en aftale, der betyder, at Air Canada og datterselskabet Air Canada Rouge gradvist vil genoptage operationerne.
Flyene har været på jorden siden den 16. august, hvor kabinestrejken brød ud, og Air Canadas koncernchef Michael Rousseau er lettet over, at flyene atter kan komme på vingerne.
“Suspenderingen af vores service er ekstremt vanskelig for vores kunder. Vi beklager dybt og undskylder for den indvirkning, som denne arbejdsforstyrrelse har haft på dem. Vores prioritet nu er at få dem i gang så hurtigt som muligt,1 lyder det fra koncernchefen.
Air Canada ønsker ikke at kommentere aftalen, før ratificeringsprocessen er afsluttet, men under den igangværende ratificering er strejke eller lockout ikke mulig.
Op imod 3.500 ramt på skandinaviske ruter
De første fly afgår tirsdag aften lokal tid fra canadiske lufthavne, men da mange besætninger ikke er på plads ved de respektive baser, vil der gå op til 10 dage, inden operationerne er normale på samtlige ruter. Derfor kan der stadig forekomme aflysninger, indtil trafikprogrammet bliver stabiliseret.
I løbet af strejkeperioden er indtil videre 14 afgange til og fra Skandinavien blevet aflyst. Tre rundture fra Toronto til København blev aflyst henholdsvis 15., 16. og 18. august, mens det var nødvendigt at aflyse to rundture fra Toronto til Stockholm den 16. og 18. august.
Derudover er to rundture fra Montreal til København blevet aflyst den 16. og 17. august.
De Air Canada benytter fly til mellem 255 og 297 passagerer på de skandinaviske ruter, vil op imod 3.500 rejsende indtil videre være berørt af aflysningerne.
Air Canada tilbyder i den forbindelse fuld refusion og vil derudover gøre, hvad der er muligt for at ombooke kunderne til andre flyselskaber, selvom der i øjeblikket er meget begrænset kapacitet midt i højsæsonen.
Relaterede artikler:
Masseaflysninger: Kabinestrejke rammer Air Canada