De over 30.000 Boeing-ansatte, der i øjeblikket strejker, får nu den amerikanske flygigant til at indstille produktionen af blandt andet 737 MAX. Dette rammer flyleverancer til blandt andet Ryanair.
Boeing fik endnu en hovedpine fredag 13. september 2024, da omkring 33.000 ansatte i produktionen nedlagde arbejdet.
Det er medlemmer af fagforeningen International Association of Machinists and Aerospace Workers (IAM), der indstillede arbejdet, da de ikke var tilfredse med et udspil fra Boeing omkring forbedrede løn- og ansættelsesvilkår.
Den fortsatte strejke blandt de mange tusinde ansatte får nu konsekvenser for produktionen af flere flytyper, rapporterer Fortune. Således er produktionen af blandt andet Boeing 737 MAX stoppet helt, har to repræsentanter fra Boeing bekræftet over for mediet.
En talsmand fra Boeing skrev onsdag i en e-mail til Fortune, at flyproduktionen i staten Washington er midlertidigt indstillet – herunder produktionen af Boeing 737 MAX, 767, 777/777X, P-8, KC-46A Tanker, E-7 Wedgetail, fremgår det.
”Arbejdet på vores produktionssteder i Washington og Oregon vil også midlertidigt holde pause. Medarbejdere, der ikke er repræsenteret af denne fagforening, vil fortsætte med at møde på arbejde som normalt,” lyder det fra talsmanden.
Fagforening ikke tilfreds med endeligt Boeing-udspil
Det er ifølge analytikere fra Bank of America usikkert, hvilken indvirkning det fulde produktionsstop får på leverancerne af flyene. Men tempoet er dog sænket markant, og der blev også kun leveret to 737’ere i sidste uge, hvilket er et stykke under normalt niveau.
Boeing meddelte i mandags, at den havde givet sit ”bedste og endelige tilbud” til de strejkende ansatte. Udspillet ville give en lønstigning på 30 procent over fire år. Fra fagforeningen lød det dog, at udspillet ikke levede op til forventningerne.
Fagforeningen IAM har tidligere på måneden oplyst, at den på vegne af medlemmerne kræver 40 procent lønforhøjelse, for ellers ville aftalen ikke dække de forhøjede leveomkostninger.
Ifølge James Darcy, grundlægger af luftfartsrådgivningsfirmaet Darcy Strategic, er det dog nødvendigt, at Boeing kommer til forhandlingsbordet med større ydmyghed, mens de ansatte skal bevare pragmatismen. Dette for at sikre en sund fremtid for begge parter. Boeing er eksempelvis udfordret på dens cash-flow.
Ryanair påvirkes af produktionsstop
Blandt de kunder, som har forsinkede leverancer af Boeing 737 MAX, er det irske lavprisflyselskab Ryanair. Og nu har Boeing også oplyst over for Ryanair, at produktionen af flytypen sandsynligvis vil være forstyrret to-tre uger efter strejkens afslutning. Det oplyste Michael O’Leary, topchef i Ryanair, i tirsdags ifølge nyhedsbureauet Reuters.
”Boeing fortæller os, at strejken vil forsinke flyleverancerne med længden af strejken plus to eller tre uger,” sagde O’Leary og estimerede, at strejken ville vare to til fire uger.
Topchefen oplyste dog, at Ryanair var blevet forsikret af Boeing, at det planlagte tidspunkt for levering af 30 737 MAX-fly i juni 2025 ikke vil blive påvirket, hvis strejken sluttede inden for tre-fire uger.
Michael O’Leary forklarer, at Ryanair, der er storkunde hos Boeing, ikke har andet valg end at samarbejde med Boeing, når strejken er forbi.
Relaterede artikler:
Over 30.000 Boeing-ansatte er gået i strejke