Ryanair bestiller op til 300 Boeing 737 MAX 10. (Foto: Boeing | PR)

Ryanair bestiller op til 300 Boeing 737 MAX 10

Ryanair har tirsdag afgivet en ordre på 150 Boeing 737 MAX 10 samt en option på yderligere 150 fly. Den nye flyordre skal bidrage til at realisere målet om 300 millioner årlige passagerer i 2034.

Ryanair har været på storindkøb hos Boeing. Det irske lavprisflyselskab har afgivet en fast ordre på 150 Boeing 737 MAX 10 samt en option på yderligere 150 fly af samme type. Ifølge parterne er det den største købsaftale i Ryanairs historie, da værdien i listepriser er på 40 milliarder dollars, eller hvad der svarer til 272 milliarder danske kroner.

737 MAX 10 bliver det største fly i MAX-serien, og planen er, at de amerikanske luftfartsmyndigheder begynder at teste flyet i løbet af 2023, så de første eksemplarer når ud til kunderne i 2024. Ryanair forventer af modtage de første fly i 2027, og herefter leveres flyene successivt frem til 2033.

I dag beskæftiger Ryanair-selskaberne lidt flere end 100 fly af typen 737 MAX 8-200, der er indrettet med 197 sæder, men de kommende fly får plads til hele 228 passagerer, hvormed ruteøkonomien bliver yderligere forbedret.

Sammenlignet med de ældre 737-800, vil flyene have 21 procent flere sæder, forbruge 20 procent mindre brændstof og være 50 procent mere støjsvage.

Halvdelen af flyene skal skabe vækst
Det er planen, at halvdelen af flyene skal erstatte nogle af de 410 fly af typen 737-800, der har en gennemsnitsalder på næsten 11 år. Den anden halvdel skal benyttes til, hvad Ryanair kalder “kontrolleret, bæredygtig vækst” med et mål om at transportere over 300 millioner passagerer i 2034.

“Udover at levere betydelige muligheder for omsætning og markedsvækst på tværs af Europa, forventer vi, at disse nye større og mere effektive fly vil føre til yderligere enhedsomkostningsbesparelser, som vil blive givet videre til passagererne gennem lavere billetpriser,” lyder det fra Ryanairs koncernchef Michael O’Leary i en kommentar.

Ordren skaber ikke uventet glæde hos den amerikanske flyproducent, der har haft kolossale udfordringer med MAX-programmet efter groundingen i marts 2019. Boeings koncernchef Dave Calhoun omtaler samarbejdet med Ryanair, som et af de mest produktive i den kommercielle luftfartshistorie.

“Næsten et kvart århundrede efter vores selskaber underskrev vores første direkte flykøb, vil denne skelsættende aftale styrke vores partnerskab yderligere,” siger Dave Calhoun i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Op til 50 MAX-fly når ikke frem til sommeren

Vejen banet for Boeings 737 MAX 7 og 10

Boeing kan blive nødt til at droppe 737 MAX 10