Strid om bookingsystem

Alsie Express hævder, at leverandøren WorldTicket pludselig afbrød samarbejdet om udviklingen af et booking-system for at beskytte DAT, der er aktionær i softwareselskabet. Hos WorldTicket afviser man at have habilitetsproblemer.

Der er opstået en strid mellem software-leverandøren WorldTicket og flyselskabet Alsie Express, omkring hvilken af parterne, der brød det samarbejde, der var under opstart i begyndelsen af året.

I et interview med CHECK-IN.dk hævdede administrerende direktør Henrik Therkelsen fra Alsie Express i fredags, at flyselskabet havde stødt på særlige udfordringer med bookingsystemet, da WorldTicket pludselig var sprunget fra midt i processen.

Udtalelsen har afstedkommet en reaktion fra Lasse Meilsøe, der er administrerende direktør hos WorldTicket i København.

“Det er faktuelt forkert, når Alsie Express´ direktør Henrik Therkelsen siger, at WorldTicket er sprunget fra. Vi har holdt flere møder med dem og talt med flere medarbejdere. Det var Alsie Express, der afbrød samarbejdet,“ mener Lasse Meilsøe.

Usikre på relation til DAT
Problemet i samarbejdet mellem WorldTicket og Alsie Express opstod angiveligt, da flyselskabet frygtede, at der var et for tæt samarbejde mellem konkurrenten Danish Air Transport og World Ticket.

“Vi blev spurgt om vi ville underskrive en Non-Disclosure Agreement, da Alsie tilsyneladende var usikre på vores forhold til Danish Air Transport, som også er kunde i WorldTicket. Vi fremsendte en NDA til deres ledelse, som så efterfølgende ikke har responderet på vores henvendelser. Vi er jo bare en IT-leverandør ligesom Amadeus, så hvis de ikke kan benytte vores platform samtidig med eksempelvis DAT, spekulerer jeg på hvordan de vil forholde sig med at være i Amadeus samtidig med DAT,“ siger Lasse Meilsøe til CHECK-IN.dk.

Til gengæld fortæller Lasse Meilsøe ikke, at DAT er mere end en almindelig kunde hos WorldTicket. DAT har nemlig en mindre aktiepost i WorldTicket A/S. Det bekræfter direktør Lars W. Høeg fra Danish Air Transport.

“Da vi i 2007 ønskede at komme ud af samarbejdet med WorldTicket før tid, skete en del af betalingen mod vederlag i aktier. WorldTicket var ikke dengang E-ticket klar. Vi genoptog samarbejdet i 2009 og ejer i dag lidt under en procent,og aktierne er bogført til 10.000 kroner i vort regnskab,“ bekræfter Lars W. Høeg.

Hos WorldTicket stiller direktøren sig undrede overfor spørgsmålet omkring et eventuelt habilitetsproblem.

“Jeg ved ikke, hvorfor der skulle være et tillidsspørgsmål, hvor der blev stillet tvivl om vores neutralitet og hæderlighed,“ siger Lasse Meiløse.

Modstridende forklaringer
Hos Alsie Express og WorldTicket har man tilsyneladende hver især sin egen opfattelse af, hvad der førte til samarbejdets ophør.

“Vi kan dokumentere, at det var WorldTicket, der tilsyneladende ikke ønskede at fortsætte dialogen. Herudover har vi ingen yderligere kommentarer,“ siger Peter Høgh, der er projektleder hos Alsie Express. Han finder det ikke formålstjensteligt, at føre dialogen i pressen.

WorldTicket hævder derimod, at Alsie Express ikke siden den 12. april har besvaret henvendelser fra selskabet. Dette står således påstand mod påstand.

Hos WorldTicket er man samtidig ærgerlige over, at samarbejdet med Alsie Express ikke blev ført ud i livet. WorldTicket mister nemlig segmentindtægter fra bookingmodulet hos DAT, hvis flyselskabet bliver udkonkurreret af Alsie Express på Sønderborg-København ruten.

“Vi kan se på de skandinaviske flyselskaber som bruger vores salgsplatform, at omkring 50 procent af deres indtægter kommer fra salg i GDS’erne, så det er en dyr beslutning som Alsie Express har lavet. Først det tabte salg i den nuværende periode, og siden en del væsentlige opstartsomkostninger for at blive tilgængelig i IATA BSP. De investeringer har vi allerede lavet og tilbudt dem at få gavn af,“ konstaterer Lasse Meilsøe.

WorldTicket A/S blev grundlagt i 2002 og har i dag hovedkontor på Kultorvet i København, hvorfra virksomheden ledes. I Ukraine og Kina har WorldTicket placeret online-support og udviklingsaktiviteter. Selskabet har i dag op imod 40 kunder i 12 forskellige lande, der benytter “Sell-More-Seats“ systemet fra den danske softwareleverandør.

Foto: Administrerende direktør Lasse Meilsøe fra WorldTicket hævder, at selskabet ikke har valgt Alsie Express fra.