Alice-flyet fra Eviation. (Foto: Eviation | Twitter.com | PR)

Succesfuld testflyvning med 9-personers elfly

Eviations elfly Alice har foretaget den første prøveflyvning. Selskabet vil fremstille flyet i tre konfigurationer, håber at have det på markedet i 2027 og har allerede ordre fra tre kunder.  

Flyproducenten Eviation har netop rundet en vigtig milepæl, da selskabet i denne uge har foretaget en succesfuld prøveflyvning med Alice, som er navnet på den elektriske flytype med plads til ni passagerer, som virksomheden har haft under udvikling i en årrække.

Flyvningen fandt sted ved Grant County International Airport, der ligger nær byen Moses Lake i staten Washington. Herfra gik flyet med registreringsnummeret N882EV på vingerne med hjælp fra dets to elektriske motorer på 640 kilowatt.

Alice fløj derefter i otte minutter, og flyet nåede en højde på lidt over en kilometer, inden det igen landede på banen i lufthavnen. Ombord var en pilot og ingen passagerer. Årsagen til, at jomfrurejsen var relativt kort er, at det er den første i en række prøveflyvninger, der er planlagt, oplyser selskabet.

Sigter nu efter 2027
Det er planen, at Alice vil blive bygget i tre forskellige konfigurationer, så der både er en, der i særdeleshed henvender sig til pendler-passagerer, en til fragt samt en til forretningsflyvninger i den mere eksklusive ende af skalaen. Det skriver GeekWire.

Ifølge Eviations koncernchef, Gregory Davis, sigter virksomheden i øjeblikket efter, at Alice skal have en rækkevidde på mellem 370 og 555 kilometer, flyet skal kunne bære omkring 1.179 kilo og nå en hastighed på omkring 483 kilometer i timen. Det kan dog ændre sig undervejs i processen.

Håbet er, at Alice kan være certificeret af de civile luftfartsmyndigheder i USA og klar til at blive solgt kommercielt i 2027. Tidligere regnede Eviation med, at det kunne ske tre år før, men nu har man valgt at afvente yderligere fremskridt i den batteriteknologi, som skal benyttes til flyene.

Har flere kunder klar
Tre flyselskaber har allerede bestilt fly af Alice-typen. Det drejer sig om Cape Air, der er interesseret i at købe 75 fly til brug på en række af selskabets kortere ruter i staten New England. Charterselskabet Global Crossing Airlines har bestilt 50, mens DHL har afgivet en ordre på 12 fly af fragttypen.

Til trods for at der fortsat vil gå nogle år endnu, inden Alice-flyet er certificeret således, at det må benyttes kommercielt, slog det ikke skår i glæden hos koncernchef Gregory Davis fra Eviation, da prøveflyvningen var veloverstået.

”Vi har lige skabt luftfartshistorie. Det her handler om at ændre den måde, som vi flyver på. Det handler om at forbinde forskellige samfund på en bæredygtig måde, og vi stråler helt ærligt af stolthed på denne smukke og solrige dag ved Moses Lake.”


Relaterede artikler:

SAS sikrer option på 30-sæders elfly

Svensk elflyproducent øger fra ti til 100 ansatte

Widerøe kan være klar med elfly i 2026