Sun-Air Dornier 328JET (Foto: Oddgeir Tørresdal)

Sun-Air overtager Billund-München rute

I tre uger må jyske rejsende undvære direkte flyforbindelse mellem Billund og München. Sun-Air of Scandinavia overtager ruten fra den 12. marts.

Det blev British Airways franchisepartneren Sun-Air of Scandinavia og ikke Lufthansa, der kom først med videreførslen af ruten fra Billund til München, efter at Cimber Sterling har valgt at indstille på ruten med virkning fra den 22. februar.

Allerede den 12. marts kan Sun-Air byde jyske rejsende til München velkommen om bord på selskabets 32-sæders Dornier 328-jetfly.

Der flyves 11 gange ugentligt i hver retning fordelt på to hverdagsrotationer samt en afgang om søndagen. Morgenflyet afgår fra Billund kl. 07.20, mens aftenflyet returnerer kl. 20.10 fra München, hvorfor ruten passer perfekt til forretningsrejsende, der skal have en effektiv arbejdsdag i München og omegn.

”Vores strategi er at tilbyde direkte ruter ud af Jylland i et samarbejde med det jyske erhvervsliv – og det er en strategi vi fortsat vil følge selvom markedsvilkårene er meget udfordrende. Den hårde konkurrence og ikke mindst prisen på brændstof gør det vanskeligt at skabe den fornødne indtjening, men vi tror, at vores fly passer til ruten til München og har derfor besluttet at foretage denne satsning,“ siger ejer luftkaptajn Niels Sundberg i en kommentar.

Sun-Air har været i dialog med flere store jyske erhvervskunder for at finde de optimale afgangstider og har samtidig en forventning om en stor opbakning til ruten.

Rute med 10 års historie
Ruten fra Billund til storlufthavnen i München har gennem tiden været en vigtig del af udenrigsrutenettet fra den internationale vestdanske lufthavn. Allerede i 2002 blev ruten åbnet af Maersk Air, der havde indkøbt 50-sæders fly af typen Bombardier CRJ200 til opgaven.

Maersk Air opgav dog ruten i 2004, hvorefter den blev overtaget af Cimber Air, der anvendte indlejede CRJ200-fly fra Maersk Air til at videreføre ruten.

Det lykkedes sidenhen Cimber at etablere en code-share aftale med Lufthansa, hvilket gjorde ruten populær hos det vestdanske erhvervsliv, der således i stort omfang kunne gøre brug af de mange internationale forbindelser fra den sydtyske lufthavn, der er den 7. største i Europa.

Men da Cimber Sterling i september måned 2009 fjernede Business Class-produktet fra selskabets fly, mistede Lufthansa tålmodigheden og opsagde code-share aftalen. Sidenhen er der blevet skåret dramatisk i tidtabellen, således at der blot var én daglig rotation på ruten mod tidligere tre.

Lufthansa har også vist interesse for at etablere sig på ruten, men det lykkedes altså Sun-Air at komme først, således at British Airways-farverne på selskabets fly fremover kan præsenteres to gange om dagen i Lufthansas trafikknudepunkt i München.

Foto: Dornier 328-300 (Oddgeir Tørresdal)