Det bliver SAS, der skal flyve for nordjyske SunCharter i vinterprogrammet 2015/16. Dermed er Jet Time og Primera Air skubbet ud i kulden.
Nordjyske SunCharter ekspanderer kraftigt og regner med i 2015 at sende op til 20.000 rejsende på charterferie i Bulgarien, Tyrkiet og på de græske øer.
I sommerprogrammet har SunCharter indgået kontrakt med Jet Time, Primera Air samt lettiske airBaltic. Men i den kommende vinter er det SAS, der skal flyve SunCharters gæster på ferie.
Fra uge 42 og frem til udgangen af marts måned 2016 skal SAS med et 168 sæders Airbus A320-fly flyve nordjyderne til to eller tre vinterdestinationer, som SunCharter dog endnu ikke ønsker at løfte sløret for. Gran Canaria og Tenerife vil dog være et godt bud på to solsikre vinterrejsemål.
“Det er en stor tilfredsstillelse for os, at SAS skal stå for vinterens flyvninger. SAS står for kvalitet og præcision på et meget højt niveau,“ siger administrerende direktør Søren Kjellerup fra SunCharter.
Bedre pris og betingelser hos SAS
Aftalen med SAS er ikke blot for vinterprogrammet 2015/16, men den lader til at være af mere permanent karakter. SunCharter forventer da også, at SAS vil være flyleverandør i sommeren 2016, hvorfor Primera Air og Jet Time kan blive skubbet ud i kulden.
Jet Time skal flyve til Gazipasa-lufthavnen ved Alanya i den kommende sommer, mens det er Primera Air, der tager sig af flyveturene til Golden Sands i Bulgarien. Men Jet Time bliver ikke fravalgt på grund af selskabets pressede økonomiske situation.
“Vi har 100 procent tillid til Jet Time, som skal flyve for os i denne sommer, men vi fik bedre pris og betingelser hos SAS for vintersæsonen,“ understreger Søren Kjellerup.
Samtidig vil SunCharter tydeligvis læne sig op ad det stærke brand, som SAS repræsenterer. Mange nystartede charterarrangører har tidligere brændt fingrene på at vælge flyselskaber, der ikke kunne levere et kvalitetsprodukt.
“Aftalen med SAS giver os et løft og markerer, at SunCharter er et seriøst alternativ til de etablerede charterbureauer på markedet,“ siger SunCharter-direktøren.