Fly i Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst)

Svag tilbagegang for Billund Lufthavn i juni

Omkring 400.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i juni, og det var en svag tilbagegang på 0,6 procent. Til gengæld er der atter vækst i fragtaktiviteterne.

Der var rekordmange passagerer igennem Billund Lufthavn sidste år i juni, og derfor har det været svært for lufthavnen i år at komme endnu højere op.

Samlet var der 400.577 passagerer, der benyttede den internationale vestdanske lufthavn i juni, og det var 2.483 færre end i samme måned sidste år, hvilket dermed svarer til en beskeden tilbagegang på 0,6 procent.

Til gengæld blev der sat halvårsrekord med samlet 1.798.194 passagerer gennem terminalen, og det var 5,0 procent flere end i det hidtil bedste halvår i 2019, hvor der var 1.712.762 rejsende.

“Sidste år vækstede vi ret massivt i forhold til 2019, så at vi kan fastholde niveauet siger noget om, hvor Billund Lufthavn er. Vi er i den grad tilbage på vækstsporet. Både danske og udenlandske turister har lige nu et øget rejsebehov, og de mange nye ruter i Billund Lufthavn bliver også kvitteret med høj belægning,” forklarer Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Håber på rekordår
Allerede nu mener Billund Lufthavn, at der er god udsigt til et rekordår, og det skyldes blandt andet, at de nye helårsruter, der er kommet ind i første halvår, slår fuldt igennem i andet halvår af 2023.

“Nu er det første halve år gået, og det er mildest talt gået rigtig godt. Vi har formået at bygge på og fastholde ruter og destinationer, der er attraktive for de rejsende. Nu står vi på et stærkt fundament for resten af året, og vi er klar til at tage fat og forhåbentligt udbygge endnu mere,” uddyber lufthavnsdirektøren.

Hvis Billund Lufthavn skal sætte ny årsrekord, skal der registreres flere end 3.718.875 passagerer, hvilket var rekorden fra 2019.

Atter vækst i fragtaktiviteter
Fremover fokuserer Billund Lufthavn i stigende omfang på aktiviteterne i luftfragtcentret, og i juni blev der håndteret 6.548 tons luftfragt, hvilket er en vækst på 1,8 procent i forhold til samme måned sidste år. Det sker i en periode, hvor der har været vigende tendenser i det globale luftfragtsmarked.

Det er også godt hjulpet af, at Maersk Air Cargo har øget fra tre til fem ugentlige afgange til Hangzhou i Kina.

“Det er dejligt, at aktiviteten i fragtcenteret stiger igen, og det er til stor begejstring, at Maersk Air Cargo oplever succes på ruterne mellem Billund og Kina, så de har øget deres ugentlige frekvenser. Der er i det hele taget flere lyspunkter at glædes over, men det er i den grad dejligt, at fragtraterne igen er i plus,” lyder det fra Jan Hessellund.

 

Relaterede artikler:

Atter en rekordmåned i Billund Lufthavn

Største april i Billund Lufthavns historie

Tæt på fire millioner passagerer i Billund Lufthavn