Adm. direktør Jan Hessellund fra Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn | PR)

Tilbageblik på rekordår og udsigt til et nyt vækstår

NYTÅRSKOMMENTAR: 2019 ses nu kun i bakspejlet i Billund Lufthavn og har efterladt en stribe af rekorder. 2019 er det 10. år med vækst i passagertal, og 2020 ser ud til at følge i samme spor.

Af Jan Hessellund, administrerende direktør, Billund Lufthavn

Det er svært at snakke udenom passagertal, når vi tager et tilbageblik på 2019 i Billund Lufthavn. Der kom 3,7 millioner passagerer igennem Billund Lufthavn, hvilket er en vækst på omkring seks procent sammenlignet med 2018.

Derudover er luftfragten i Billund Lufthavn også gået imod markedet og rent faktisk gået i plus. I 2019 er der blevet fragtet over 74.000 tons gods igennem Billund Lufthavn.

Der er sket mange gode ting i 2019, som kan fylde i et tilbageblik: Europamester og verdensmester i marketing og ruteudvikling, 16 nye ruter, velkomst til nye selskaber, og meget mere.

2019 har været et godt år for Billund Lufthavn, og udsigterne i 2020 er bestemt også begivenhedsrige. Billund Lufthavn forventer at vækste til op mod fire millioner passagerer, der kommer nyt p-hus med en fordobling af p-hus kapacitet, udvidelse af terminalen med mere end 15 procent, og så er der store opgaver i vente inden for national infrastruktur og klima.

CO2-neutral i 2020
Rejsen mod en grønnere verden skal starte et sted, og Billund Lufthavn er godt på vej. 2020 bliver nemlig året, hvor lufthavnen bliver CO2-neutral.

Lufthavnen er en stor arbejdsplads med omkring 1.100 Billund Lufthavns-ansatte, så der er mange områder, der skal være fokus på. Derfor kan lufthavnen ikke blive CO2-neutral fra den ene dag til den anden ved ren reducering.

Billund Lufthavn køber skovrejsning for dét, der ikke kan blive reduceret i første omgang. Herefter bliver der arbejdet på at reducere, så lufthavnen i sidste ende ikke skal købe skov. 

Danmark i balance
I 2020 skal der politisk prioriteres mellem de mange ønsker til forbedret infrastruktur i hele Danmark. Her har Billund Lufthavn også flere lod i puljen om forbedret infrastruktur til og omkring Billund Lufthavn.

Lufthavnen er den internationale port for det innovative Produktionsdanmark, der bidrager med 40 procent af Danmarks BNP. Derfor er det altafgørende for balancen, at udviklingen af infrastrukturen til og omkring Danmarks andenstørste lufthavn bliver forbedret.

Billund Lufthavn bidrager i dag med omkring 4.000 arbejdspladser på matriklen og har en påvirkning på i underkanten af 10.000 arbejdspladser. Forbedret motorvejsnetværk og en tilkobling af lufthavnen på det nationale jernbanenet vil bidrage til en grøn omstilling og skabe endnu flere arbejdspladser og i det hele taget understøtte et Danmark i balance.

Godt nytår
Som det ses af ovenstående bliver 2020 helt sikkert endnu et begivenhedsrigt år. Det glæder vi os til at tage hul på.

Godt Nytår til jer alle.

Denne nytårskommentar er den femte og sidste i en serie på fem, som CHECK-IN.dk har bragt i jule- og nytårsperioden

 

Relaterede artikler:

Flyviden – ikke flyskam (vicekoncernchef Geir Karlsen, Norwegian, 01.01.20)

CPH skal omstilles til fremtidens lufthavn (koncernchef Thomas Woldbye, Københavns Lufthavn, 30.12.19)

Store ambitioner for de kommende år (koncerndirektør Simon Pauck Hansen, SAS, 27.12.19)

Luftfarten er afgørende for vores fremtid (transportminister Benny Engelbrecht, 23.12.19)