Icelandair Boeing 757-200 i det særlige Aurora-livery. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Tocifret passagervækst hos Icelandair

Efter årets fem første måneder har op imod 1,5 millioner passagerer rejst med Icelandair, der netop har åbnet to nye ruter til destinationer i Nordamerika.

Året 2024 er startet godt for Icelandair, der allerede inden højsæsonen sætter ind, har øget passagertallet med 10,1 procent i perioden fra januar til maj.

I alt rejste 1.460.643 passagerer med det islandske flyselskab i denne periode, og det var 10,1 procent flere end i samme periode året før,  hvor der blev registreret 1.326.736  rejsende.

Til gengæld faldt belægningen med 1,4 procentpoint til 79,8 procent, da en kapacitetsøgning på 17 procent ikke helt blev belønnet af markedet, hvor kun 15 procent af de indtægtsbærende passagerkilometer blev solgt. Men det er også selskabets største sommertrafikprogram nogensinde, at der er startet op på.

År til dato er antallet af transferpassagerer, der hos Icelandair kaldes “via-passagerer”, øget med 39 procent, mens der tilsvarende har været mere eller mindre stilstand i lokaltrafikken til og fra Island.

“Vi har tilpasset os det seneste skift i vores passagermix ved at udnytte fleksibiliteten på vores rutenetværk for at fokusere mere på via-markedet, hvor vi tilbyder 791 tilslutningsmuligheder på tværs af Atlanten,” siger koncernchef Bogi Nils Bogason i en kommentar.

17 nordamerikanske ruter
Der er samtidig udsigt til fortsat vækst i transfertrafikken, idet Icelandair i juni har åbnet to nye ruter til Nordamerika samt en rute til Færøerne.

Pittsburgh, i den amerikanske delstat Pennsylvania, kom på rutekortet den 16. maj, og den 31. maj genåbnede Icelandair ruten til Halifax i Canada. Med de to nye nordamerikanske ruter betjener Icelandair i sommertrafikprogrammet 17 nordamerikanske destinationer.

Sammen med den nye rute til Færøerne flyver Icelandair nu dagligt op til 65 afgange om dagen fra den internationale Keflavik-lufthavn til 50 destinationer, herunder også København og Billund.

“Vi er glade for at have budt Pittsburgh, Halifax og Færøerne velkommen til vores omfattende rutenetværk i maj, da vi markerer vores største sommerplan i selskabets historie, som vi er meget stolte af. Ved at introducere disse nye destinationer, understreger vi vores løbende forpligtelse til at give vores kunder adgang til et bredt udvalg af steder at besøge verden over,” lyder det fra koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

Højere omsætning og lavere omkostninger hos Icelandair

Icelandair åbner to nye ruter til Nordamerika

Icelandair annoncerer rute til Færøerne