Sønderborg Lufthavn øgede i januar passagertallet med mere end 11 procent. “Vi er rigtig godt tilfredse med tallene for januar, og ser frem til et meget spændende 2025 med rekordhøj aktivitet,” lyder det.
I Sønderborg Lufthavn oplevede man i 2024 tocifrede vækstrater og sluttede året med en samlet passagervækst på 17,5 procent til i alt 58.142 passagerer.
Dermed opnåede den alsiske lufthavne det bedste passagertal siden 2019, hvor der dengang var 73.821 rejsende gennem lufthavnen. Coronapandemien i 2020 fik passagertallet til at dykke, og lufthavnen har arbejdet hårdt for at få passagererne tilbage trods udfordringer med færre flyrejser i erhvervssegmentet.
Noget kunne tyde på, at Sønderborg Lufthavn sammen med baseselskabet Alsie Express for alvor har fundet recepten til vækst, for fremgangen er fortsat ind i første måned af 2025.
I januar var der 3.444 passagerer, der benyttede lufthavnen på Als, og det var 11,3 procent flere end i samme måned året før, hvor der blev registreret 3.094 passagerer.
Rekordhøj aktivitet i 2025
Hvis vækstraten for årets første måned fortsætter hele året ud, vil Sønderborg Lufthavn kunne komme op i nærheden af 65.000 passagerer og dermed ramme indeks 88 i forhold til tiden før COVID-19.
Der er der gode muligheder for med de initiativer, der er blevet igangsat på det seneste i den alsiske lufthavn, der har en ny passagerterminal under opførelse, og en ventes at stå færdig i 2027.
Alene i 2025 vil der ved siden af den faste rute til København og en sommerrute til Bornholm blive tilbudt afgange til mindst 15 charterdestinationer. Der er dog ikke tale om decideret seriecharter til samtlige destinationer, men primært en række enkeltstående flyvninger.
Med dette oplæg har Jákup Sverri Kass, administrerende direktør i Sønderborg Lufthavn, skruet forventningerne i vejret til det igangværende år.
”Vi er rigtig godt tilfredse med tallene for januar, og ser frem til et meget spændende 2025 med rekordhøj aktivitet. Med et justeret trafikprogram til og fra København, som inkluderer lørdagsflyvninger, samt et rekordstort charterprogram fra Gislev Rejser og Neubauer Turistik, er vi godt på vej i vores bestræbelser på at gøre omverden mere tilgængelig til og fra Sønderborg, Sønderjylland og grænseregionen,” lyder det.
Relaterede artikler:
15 charterdestinationer fra Sønderborg i 2025