Koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian (Foto: Norwegian/PR)

Topcheferne i lavprisflyselskaberne sidder længst

Lufthansa skal igen have ny topchef, mens Air France-KLM også netop har skiftet ud i topledelsen. Cheferne for lavprisflyselskaberne er tilsyneladende mere langtidsholdbare.

Air Canadas tidligere topchef og nuværende bestyrelsesformand Robert Milton udgav i 2005 bogen “Straight from the Top:The Truth About Air Canada“. Her blev arbejdet som topchef for et stort flyselskab beskrevet.

“Da jeg voksede op, plejede jeg at drømme om at drive et flyselskab én dag. Jeg havde dog ingen idé om, at min drøm kunne blive et mareridt,“ skrev Robert Milton blandt andet.

Han og mange andre topchefer hos de såkaldte “flag-carriers“ har igennem de seneste 20 år kæmpet med de strukturelle forandringer, som luftfarten har gennemgået. Det har gennem tiden kostet jobbet for en lang række CEO´s i luftfartsindustrien. Enten er de blevet hjulpet ud gennem svingdøren, eller også har de selv sagt fra overfor udfordringer, der var lige store nok.

Mange nye topchefer i 2013
Det kan man blandt andet konstatere, når man kigger ned over listen med udskiftninger i de øvre ledelsesluftlag hos de europæiske flyselskaber. Lufthansas topchef Christoph Franz har netop meddelt sin bestyrelse, at han fratræder næste forår for at blive CEO hos den schweiziske medicinalvirksomhed Roche. Franz tiltrådte den 1. januar 2011 og står midt i en omstrukturering af Lufthansa Gruppen, men det blev således kun til tre og et halvt år i spidsen for den tyske luftfartsgigant.

Hos Air France-KLM Gruppen skete der tidligere på året også forandringer i ledelsen. Selskabets topchef Jean-Cyril Spinetta fratrådte den 1. juli og gjorde dermed plads til sin efterfølger, der hedder Alexandre de Juniac.

I Norden har man set hyppige ledelsesskift hos SAS. Den nuværende topchef Rickard Gustafson har været i spidsen for det skandinaviske luftfartsselskab siden marts måned 2011. Forgængeren Mats Jansson fik blot tre år i den varme stol, mens danske Jørgen Lindegaard var i spidsen for SAS i mere end fem år.

Hos Finnair har der også været meget uro på direktionsgangen. Den 1. juni i år tiltrådte Pekka Vauramo som ny topchef for det finske flyselskab. Han afløste Mika Vehviläinen, der forlod sin stilling i februar måned og kun havde været i spidsen for selskabet siden den 1. januar 2010.

De større europæiske og regionale “flag carriers“ har således alle skiftet topchef indenfor de seneste par år. Det der også kendetegner disse selskaber er, at de alle befinder sig i en periode med store omstruktureringer i virksomheden.

Langtidsholdbare lavpristopchefer
Det ser straks anderledes ud, når man kaster et blik på lavprisflyselskaberne, der ikke har skullet slæbe rundt på forretningsmodeller, der har sine rødder langt tilbage i tiden. Statsligt ejerskab på godt og ondt er heller ikke noget, der har plaget de nye aktører i markedet.

Derfor ser man også en anden langtidsholdbarhed hos lavprisflyselskabernes topchefer, der i de fleste tilfælde selv har været med til at etableringen af selskabet og også i et eller andet omfang har ejerinteresser på spil.

Et af de bedste eksempler herpå er Bjørn Kjos, der er topchef hos Norwegian. Kjos var med til at etablere Norwegian Air Shuttle ASA i 1992 og blev i 2002 administrerende direktør i selskabet. Han ejer personligt omkring 30 procent af selskabets aktier, og det er måske også en af grundene til, at han på snart 12 år er i spidsen for det norske lavprisflyselskab.

Hos spanske Vueling, der er Europas fjerdestørste lavprisflyselskab, sidder Alex Cruz for enden af bordet i direktionslokalet. Han var med til at starte Clickair i 2006, og da selskabet i slutningen af 2008 fusionerede med Vueling, blev Cruz udpeget som CEO for det fortsættende selskab. På syvende år er den spanske entrepeneur således i spidsen for Vueling.

Ryanair er ledet af den karismatiske topchef Michael O´Leary, der blev ansat af Tony Ryan som viceadministrerende direktør tilbage i 1991. Men siden 1994 har Michael O´Leary været CEO hos det irske lavprisflyselskab og kan således næste år fejre 20 års jubilæum i chefstolen. Karrieren i Ryanair har samtidig gjort ham til en af de rigeste personer i Irland.

Den cypriotisk fødte Sir Stelios Haji-Ioannou etablerede i 1995 som 28-årig det britiske lavprisflyselskab easyJet og fik i år 2000 selskabet børsnoteret. Sir Stelios har gennem tiden haft flere topchefer til at lede flyselskabet for sig. Den første var Ray Webster i perioden fra 1995 til 2005. Herefter kom Andrew Harrison til, men han blev i 2010 afløst af Carolyn McCall, der stadig sidder i chefstolen og er en af de få kvinder, der er nået til tops i luftfartens mandsdominerede verden.