SAS DC-8-63 (Foto: Eduard Marmet | Creative Commons 3.0)

Traditionsrute genoptages efter 24 år

Der skulle gå 24 år, før SAS kunne vende tilbage til Los Angeles. Det er en rute med stolte traditioner, men desværre også en, der gemmer på et af de mørke kapitler i det skandinaviske flyselskabs historie.

Den 14. maj 2016 vender SAS tilbage til Los Angeles med syv ugentlige afgange fra Stockholm-Arlanda lufthavnen. Dermed vil SAS kunne tilbyde flyforbindelse til den største by i Californien efter næsten 22 års pause.

SAS valgte i august 1992 at lukke ruten mellem København og Los Angeles, der dengang blev opereret dagligt med Boeing 767-fly.

Første gang SAS fløj til Los Angeles var den 19. november 1952. Her gennemførte SAS som det første flyselskab en flyvning over arktisk territorium, da DC-6B flyet fra København mellemlandede på Thule Air Base på vejen til den amerikanske vestkyst.

Blot to år senere skrev SAS sig atter ind i historiebøgerne, da man den 15. november fløj fra København via Søndre Strømfjord og Winnipeg til Los Angeles. Det var verdens første polarrute, og også her blev DC-6B flyet benyttet.

Douglas DC-6B-flyenen blev senere aflyst af DC-7, der var aktive fra 1956 og frem til indfasningen af de nye moderne Douglas DC-8 langdistancejetfly i midten af 1960´erne, og de betjentenonstop-ruten fra København til Los Angeles, der også i flere perioder var opereret med mellemlanding i Bergen og Seattle.

I 1971 fik SAS leveret sit første Boeing 747-fly og midt i 1970´erne kom også McDonnell Douglas DC-10 i flåden. Det betød, at SAS i slutningen af 1970´erne fløjt direkte København-Los Angeles med DC-10 samt København-Seattle-Los Angeles med Boeing 747.

Boeing 747-flyene blev udfaset fra SAS i 1989, mens DC-10´erne fulgte året efter. Samtidig blev de første Boeing 767-300 fly leveret, og de betjente Los Angeles-ruten frem til lukningen i 1992. Når ruten genoptages fra Stockholm bliver det med fly af typen Airbus A340-300, der skal betjene ruten.

Flystyrtet i Santa Monica Bay
Den oprindelige Los Angeles-rute gemmer også på et af de mørkeste kapitler i SAS-historien.

Et McDonnell Douglas DC-8-62 fly var den 13. januar 1969 på vej fra København til Los Angeles, da flyet efter en mellemlanding i Seattle fik problemer under indflyvningen til den amerikanske storbylufthavn.

Sigtbarheden og vejret var dårligt, og det var nødvendigt at forberede en landing på instrumenter. Samtidig fik piloterne en indikation af, at næsehjulet ikke var gået ned i den rette position.

Kaptajnen gjorde klar til at afbryde indflyvningen og i stedet flyve til Las Vegas, hvor der var bedre vejrforhold. Samtidig blev flyets ingeniør bedt om manuelt at tjekke, at næsehjulet var nede ved at benytte det særlige kighul, der var dækket med en plade bagest i flyet.

Mens dette skete havde hverken kaptajn eller andenpilot været opmærksomme på flyvehøjden, hvorfor flyet pludseligt ramte vandoverfladen, Flyet med navnet Sverre Viking brækkede over i tre dele, og de to bageste dele af flyet sank ned på 110 meters dybde, mens den forreste del med cockpit og vinger blev liggende på overfladen.

Der var kun 45 personer om bord i det 146-sæder store fly, og 30 overlevede styrtet. Blandt de 15 omkomne var der ni passagerer og to stewardesser, der aldrig blev fundet.