En Embraer 175 fra KLM. (Foto: KLM)

Tre nye sommerdestinationer fra KLM

Næste forår vil KLM tilføje tre nye europæiske destinationer i rutenetværket. En af destinationerne er Jersey, der senest blev betjent i 1997, mens de to øvrige er helt nye.

Rejsende med KLM fra København, Billund og Aalborg får endnu flere muligheder i det kommende sommertrafikprogram, hvor KLM tilføjer tre nye destinationer i Europa.

Første destination er kanaløen Jersey, som KLM ikke har betjent siden oktober 1997. Fra den 4. april 2026 og frem til den 3. juli vil KLM tilbyde én ugentlig afgang fra Amsterdam til Jersey hver lørdag. Men i højsæsonen fra den 4. juli til 30. august vil det hollandske SkyTeam-selskab betjene ruten dagligt, og fra 31. august til 24. oktober igen hver lørdag.

Det bliver datterselskabet KLM Cityhopper, der skal flyve ruten med enten Embraer 190 eller Embraer 175.

“Med tilføjelsen af ​​Jersey til sit europæiske netværk udvider KLM yderligere sine tilbud i regionen og tilbyder rejsende en ny, alsidig destination,” skriver KLM i en pressemeddelelse.

Galicien på rutekortet
De to øvrige nye destinationer har ikke tidligere været i KLM’s rutenetværk og de er begge i Spanien. Den første er Santiago de Compostela i Galicien i det nordvestlige Spanien ud til atlanterhavskysten. 

Hertil vil KLM flyve fra den 30. maj 2026, hvor det også er KLM Cityhopper, der skal stå for operationerne med enten Embraer 190 eller Embraer 175.

I højsæsonen fra 4. juli til 30. august flyves der dagligt, mens der i skuldersæsonen fra 30. maj til 3. juli og igen fra 31. august til 24. oktober gennemføres én daglig rundtur på lørdage og søndage.

Mere i Nordspanien
Den sidste destination ligger også i det nordvestlige Spanien, og der er tale om Asturias, hvilket er en selvstyrende region, der grænser op mod Galicien mod vest, Castilien og Leon mod syd og Kantabrien mod øst.

KLM flyver til Asturias Airport, der betjener hovedstaden Oviedo.

Her starter KLM Cityhopper allerede op den 29. marts 2026 med en Embraer 190, der opereres på lørdage og søndage til og med den 3. juli og igen fra 31. august til 24. oktober. I højsæsonen fra 4. juli til 30. august flyves der dagligt, ligesom til de to andre nye destinationer i rutenetværket.

 

Relaterede artikler:

KLM øger med seks procent i vintertrafikprogrammet

KLM præsenterer tre nye Europa-ruter

Tre nye KLM-ruter til tre forskellige kontinenter