United Airlines Boeing 767-300ER. (Foto: Wikimedia Commons)

Tre nye United-ruter til Europa

United opruster fra næste forår sit rutenetværk til Europa med tre nye ruter og udvidelser på en række andre Europa-ruter.

Det amerikanske flyselskab United Airlines opruster næste år sin trafik til Europa med to nye sæsonruter fra selskabets hub i New York-Newark-lufthavnen, og en ny helårsrute fra hubbet i Chicago O’Hare-lufthavnen.

Fra den 2. maj 2020 vil selskabet flyve dagligt i sommersæsonen fra Newark-lufthavnen til Nice i Sydfrankrig, og fra den 20. maj 2020 ligeledes dagligt fra Newark til Palermo på Sicilien. United vil betjene ruten til Nice med en opgraderet Boeing 767-300ER, mens selskabet ikke har oplyst, hvilken flytype man vil benytte til Palermo. Hovedbyen på Sicilien bliver i øvrigt Uniteds femte italienske destination.

Fra Chicago O’Hare etablerer United fra indgangen til sommersæsonen den 28. marts 2020 en ny helårsrute til Zürich med daglig forbindelse. Ruten, der vil blive betjent med en opgraderet Boeing 767-300ER, bliver selskabets syvende europæiske destination fra Chicago.

Flere frekvenser til Amsterdam og Frankfurt
Foruden de tre nye Europa-ruter udvider United betjeningen af en række andre ruter til Europa. På ruten fra Newark til Amsterdam går United fra indgangen til sommersæsonen den 28. marts 2020 op på to daglige forbindelser om sommeren med Boeing 767-300ER. United flyver endvidere direkte til Amsterdam fra Chicago, Houston, Washington og San Francisco.

Selskabet udvider ligeledes fra den 28. marts 2020 til to daglige forbindelser på helårsruten mellem Newark og Frankfurt. Også denne rute betjenes med Boeing 767-300ER-fly.

Udvidet sæson på fire ruter
På sommerruten fra Newark til Porto udvider United sæsonen med en måned i forhold til i år og starter flyvninger allerede fra den 28. marts 2020. Endvidere vil selskabet på sommerruterne fra Newark til Athen og Napoli, samt fra Washington til Barcelona, udvide sæsonen med to uger ved at starte flyvninger fra den 8. maj 2020.

United Airlines er – lige som SAS – en del af Star Alliance.

 

Relaterede artikler:

Tre nye United-ruter fra USA til Europa

Ny United-rute til Norden

United-boss: Vi kan slå Norwegian