Rejselysten er for alvor vendt tilbage i Aalborg Lufthavn, der i maj betjente næsten 140.000 rejsende. Det er dermed den tredjestørste maj siden lufthavnen blev etableret i 1938.
Snakken om COVID-19 og luftfartens krise er forsvundet i Aalborg Lufthavn. Her er der nemlig gang i rejseaktiviteten hos det nordjyske publikum.
Det viser trafiktallene fra maj, som lufthavnen netop har offentliggjort. Samlet var der 139.744 passagerer der rejste fra og til Aalborg Lufthavn, og det er lidt færre end de 149.696 passagerer, der benyttede terminalen i maj 2018. Den næstebedste maj i lufthavnens 84-årige historie var i 2016, hvor 139.848 passagerer blev registreret.
Dermed har en normal dagligdag indfundet sig i Aalborg Lufthavn, der kan glæde sig over, at man allerede nu er 103,8 procent over passagerniveauet fra samme måned i 2019. Også i april var der flere passagerer end i året før coronapandemien.
Fyldte indenrigsfly
Konkurrencen på indenrigsruten til København har betydet, at priserne fortsat er attraktive for de rejsende, og det har været med til at sikre, at hele 85.500 passagerer har fløjet med Norwegian, SAS og DAT til og fra København samt med DAT til Bornholm. Og mange af flyene var fyldte.
Til sammenligning var der sidste år i maj blot 38.369 indenrigsrejsende, da COVID-19 stadig lagde en dæmper på rejseaktiviteterne.
“Vi har haft over 24 procent flere indenrigsafgange i forhold til maj 2019 og i gennemsnit en højere belægningsprocent på flyene. Det skyldes særligt en større fleksibilitet i brugen af forskellige flytyper, hvor for eksempel SAS har mulighed for at sætte en stor Airbus ind med 180 sæder, når der er mange passagerer på en afgang eller en ATR med 70 sæder til en mindre afgang,” forklarer Niels Hemmingsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.
International flytrafik stadig under 2019-niveauet
Selvom indenrigstrafikken fylder godt i Aalborg Lufthavn, så er omkring 45 procent af de rejsende internationale rute- og charterpassagerer, og i dette segment er der også stor fremgang at spore.
Der var 40.680 internationale rutepassagerer i maj, og det var 11,2 procent færre end de 45.830 passagerer, der benyttede de internationale ruter i maj 2019. På charterflyvningerne til udlandet blev der registreret 13.564 passagerer, og det var 908 færre ned i maj 2019, hvor 14.472 passagerer rejste ud på eller hjem fra en charterferie. Her var tilbagegangen således kun på 6,3 procent.
En ny rute med Volotea til Napoli, genoptagelsen af sommerruten til Færøerne samt en god sæsonstart på charterflyvningerne til Kreta, Rhodes, Cypern og Zakynthos har trukket passagertallet i vejret.
“Der er ikke mange tomme sæder, når charterflyene sætter kurs mod det sydlige Europa. Det vidner om, at vi er tilbage til normalen, hvor forår og sommer er lig med ferierejser til udlandet for rigtig mange danskere,” lyder det fra Niels Hemmingsen.
Relaterede artikler:
Skandinavisk premiereflyvning fra Aalborg Lufthavn