Emirates adopterede sidste år tre teknologiske tiltag, som skal reducere risikoen for alvorlig turbulens. Nu lyder det, at tiltagene har haft en tydelig effekt.
Med et ønske om at mindske risikoen for skader på passagerer og besætning, som er forbundet med turbulens, blev Emirates i maj sidste år en del af IATAs Turbulence Aware, og samtidig blev Emirates det første flyselskab til at integrere platformen i Lido mPilot, der er en navigationsløsning fra Lufthansa Systems.
Fra Emirates lyder det, at turbulens bliver en stadig større udfordring for flyselskaber på grund af dens stigende hyppighed og intensitet. Tiltagene, som ikke kun tæller de to førnævnte, men også et samarbejde med SkyPath, skal gøre det muligt at planlægge mere rolige flyvninger.
Selskabet oplyser, at man nu kan konkludere, at tilgangen med flere tiltag har bidraget til at reducere uventede tilfælde af kraftig turbulens på flyvninger i hele netværket, og at de nye initiativer, som blev lanceret sidste år, har forbedret oplevelsen ombord for både passagerer og besætning.
En forpligtelse
Hos Emirates fortæller chef for flyveoperationer, kaptajn Hassan Alhammadi, at man ser det som et ansvar at sørge for, at turbulens begrænses i det omfang, det er muligt.
”Vi anerkender, at turbulens fortsat er en løbende udfordring, som ikke fuldstændigt kan elimineres, men vi er forpligtede til at gøre alt, hvad vi kan, for at minimere uventede tilfælde af kraftig turbulens,” siger han og forklarer:
”Det gør vi ved at samarbejde med partnere, der deler vores vision om at bruge avancerede teknologier og anvende kunstig intelligens til at forbedre driften. Selvom vi stadig befinder os i de tidlige faser, ser vi allerede nu bekræftelse på de potentielle fordele, som disse systemer kan levere.”
Teknologi skaber resultater
Flyveoperationschefen fortæller, at mens man ikke kan love turbulensfrie flyvninger, så har de teknologiske løsninger reduceret mængden af uventet, alvorlig turbulens over det seneste år.
Løsningerne, man har adopteret, inkluderer blandt andet et partnerskab med SkyPath, som har udviklet et AI-værktøj, der kan forudsige områder med turbulens, som konventionelle metoder overser.
SkyPaths platform integrerer realtidsrapporter om turbulens fra tusindvis af fly med avanceret dataanalyse og benytter kunstig intelligens og maskinlæring til at udarbejde præcise forudsigelser – selv for områder uden aktuel flyaktivitet eller i forbindelse med den særligt udfordrende, såkaldte “klarlufts-turbulens.”
Lufthansa Systems Lido mPilot Weather Predictions er for sit vedkommende en app, som giver adgang til navigationskort, der bruger kilder som Deutscher Wetterdienst, det meteorologiske institut i Tyskland, til at give akkurate vejrudsigter.
IATA Turbulence Aware er for sit vedkommende en platform, hvor flyselskaber kan dele turbulensdata med hinanden på anonymiseret vis. Her er 23 flyselskaber indtil videre medlem, herunder også Air France, British Airways og Lufthansa.
Relaterede artikler:
Emirates tilslutter sig turbulens-platform

 CHECK-IN.DK Nyt om luftfart
CHECK-IN.DK Nyt om luftfart
              
 
		

 
											
 
											 
											 
											 
											 
											 
			