Tyrkisk rekordordre på Airbus-fly

Turkish Airlines har placeret den største tyrkiske flyordre nogensinde hos Airbus. En ordre, der betyder, at den kommende Airbus A320neo runder et skarpt hjørne.

Turkish Airlines er et selskab i kraftig vækst. Og for at kunne holde tempoet i de kommende år, har selskabet indgået en aftale med Airbus om levering af op til 117 fly fra Airbus A320-familien.

Aftalen om levering af 25 A321ceo (current engine option), 4 A320neo (new engine option), 53 A321neo og mulighed for at få 35 ekstra A321neo fly, er den største tyrkiske flyordre nogensinde.

Neo står for ”new engine option” og neo-versionerne af den populære Airbus A320-familie leveres til de første luftfartsselskaber om to år. Blandt neo-kunderne er blandt andet også SAS, der har bestilt 30 A320neo til levering i 2016 og fremefter.

Turkish Airlines modtager sine første fly med den konventielle motortype (current engine option) i 2015 og de første neo’er i 2016.

”Hos Turkish Airlines forventer kunderne det bedste. Airbus A320-familien af fly vil med øknomiske fordele og overlegen kabinekomfort i høj grad bidrage til at opfylde vores ambitiøse vækstplaner,” siger Faruk Cizmecioglu, Chief Marketing Officer hos Turkish Airlines.

Over 2.000
Hos Airbus kan man ikke få armene ned. Ikke bare over den konkrete tyrkiske kontrakt, men også over, at antallet af neo’er med ordren fra Turkish Airlines runder 2.000 bestilte fly.

“Vi er meget glade for den nye ordre fra Turkish Airlines, som tager os over 2.000 neo-ordrer i lidt mere end to år efter lanceringen“ siger John Leahy, Airbus Chief Operating Officer.

“Denne ordre bekræfter, at neo er den mest omkostningseffektive og rentable løsning for flyselskaber med ambitiøse vækstplaner. De 15 procent brændstofbesparelse og den bredeste kabine i sin klasse giver Turkish Airlines en stor konkurrencefordel,” pointerer John Leahy.

Videreudvikle populære fly
A320neo-familien kommer til at tage kampen op mod Boeing 737MAX-version, som er en opdatering af den populære Boeing 737-model. MAX-versionen vil, ligesom neo, have nye langt mere brændstoføkonomiske motorer.

I stedet for at designe og udvikle to helt nye mellemdistancefly helt fra bunden, så har både Airbus og Boeing besluttet at videreudvikle deres i forvejen populære A320-familie og Boeing 737-serie med blandt andet nye motorer. Nye motorer og store Sharklet-vingespidser vil gøre A320neo-familien i stand til at levere brændstofbesparelser på 15 procent. Desuden vil det give et tocifret fald i NOx-emissioner og reduceret motorstøj.

Turkish Airlines har allerede 75 fly fra Airbus A320-famiien.