Kø i paskontrollen i Københavns Lufthavn. (Foto: Henrik Baumgarten)

Udsigt til kaotisk luftfartssommer med EES-system

Schengen-området har fået sig et nyt grænsekontrolsystem, og det har skabt lange køer i lufthavne. Hos flere organisationer skaber det bekymring for sommersæsonen.

I den seneste tid har der været lange køer i paskontrollen i Københavns Lufthavn, og det skyldes det nye europæiske grænsekontrolsystem EES (Entry/Exit System, red.), som har erstattet det traditionelle stempel i passet.

Men Københavns Lufthavn er ikke unik, og hos Ryanair vækker udsigten til køer i lufthavnene i højsæsonen bekymring. Det skriver det store lavprisflyselskab i en pressemeddelelse. Her skriver selskabet, at man ikke mener, at systemet er klar til skolernes sommerferie, hvor millioner af familier tager på rejse i Europa.

Derfor opfordrer flyselskabet også til at udsætte ibrugtagningen af EES til september, når den travleste periode på året er overstået.

“Mens skolerne går på sommerferie, og Europa går ind i årets travleste rejseperiode, står det klart, at EES fortsat ikke er klar til de store passagermængder i sommerens højsæson. Passagerer og familier bør ikke bruges som forsøgskaniner for et halvhjertet paskontrolsystem, der risikerer at skabe lange køer, missede fly og unødvendig stress i lufthavnene denne sommer,” siger Ryanairs driftsdirektør Neal McMahon.

Organisationer advarer
Under EES-systemet bliver digitale oplysninger tilknyttet passet registreret for at holde styr på, hvornår statsborgere fra tredjelande uden for Schengenområdet, herunder briter og amerikanere, rejser ind og ud af området, som omfatter 29 europæiske lande.

Ryanair er ikke den eneste aktør i luftfarten, som er bekymret. Uden for Schengen har både Airlines UK og Airlines for America sagt, at udrulningen af EES har været inkonsistent.

“Med højsæsonen for sommerrejser lige om hjørnet, og et system, der endnu ikke fungerer, som det skal, har flyselskaberne brug for, at Kommissionen og medlemslandene tager beredskabsforanstaltninger alvorligt og anlægger en pragmatisk vurdering af, om den nuværende tidsplan er realistisk,” har de to organisationer sagt ifølge BBC.

Lufthavnenes brancheorganisation ACI Europe har også skrevet til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hvor de gør opmærksom på, at ventetiderne ved grænsekontrollen nu er nået op på fem timer i perioder, hvor trafikken er størst, og at de kan blive værre i de travleste rejseuger.

Kommission: Vi prøver at begrænse problemerne
ACI Europe advarer om, at flyselskaber på grund af EES-systemets udrulning risikerer at måtte lukke gaten med halvtomme fly, mens passagerer fortsat sidder fast i køerne ved grænsekontrollen.

En talsmand fra EU-Kommissionen siger til BBC, at “alle bestræbelser bliver gjort for at begrænse EES-systemets påvirkning af rejsende fra lande uden for EU.”

Talsmanden kalder påvirkningen begrænset i de fleste EU-lufthavne og siger, at de steder, hvor der opleves problemer, er steder, hvor medlemslandene ikke har kunnet stille med et tilstrækkeligt antal grænsevagter, passende infrastruktur og automatiseret udstyr. I næste uge mødes EU-Kommissionen med repræsentanter fra luftfartsindustrien for at drøfte systemet.

I København er det i øvrigt Københavns Politi, som står for paskontrollen, og her har man oplyst, at man har tilført væsentligt flere ressourcer til grænsekontrollen, end man havde i 2025.

Det sker efter, at SAS har henvendt sig til Justitsministeriet og Finansministeriet for at kræve handling, hvilket fik flyselskabet til at overveje at flytte kapacitet til Arlanda, mens Norwegian også har overvejet at flytte London-ruten væk fra CPH.

 

Relaterede artikler:

Lange køer: Truer med at fjerne trafik fra CPH

SAS: Vi har drøftet at flytte trafik fra CPH

Luftfartsorganisationer advarer mod EES-problemer